Må man det?

Selvfølgelig må man det. Alligevel var det med tilbageholdt åndedræt jeg valgte at trævle det igangværende mystiske sjal op og starte forfra. Ikke bare forfra med noget nyt. Nej forfra med de mystiske dele som basis, og min variation som grundlag.

Jeg har haft det meget dobbelt med det mystiske sjal. På sin vis er det rigtig fint, med en interessant opbygning, der ikke ligner noget jeg før har set. Omvendt er det også næsten for interassant, på den mindre gode måde. På den måde, der efterhånden som jeg har strikket, overbeviste mig om, at jeg aldrig kommer til at bruge det færdige sjal.

Og det er trist.

Jeg kan godt lide mange detaljer, og jeg svælger som regel også selv i dem, men her blev det for meget. Jeg kunne mærke at for mig hang det ikke sammen. For mig blev det for rodet. Samtidig synes jeg ikke detaljerne blev pæne og trods gode intentioner virkede det bare ikke.

Og det er også trist.

Så jeg pillede op. Men kunne jo samtidig godt lide det. Altså har jeg taget de elementer jeg godt kunne lide og sat det sammen til et langt mere traditionel sjal, uden den intreassante opbygning. Jeg har barberet seks forskellige mønstre ned til tre. Det vil sige, de to af de seks har jeg sat sammen på ny til et. Jeg har spejlvendt mønstre så de blev symmetriske og jeg strikker stadig på den sidste del inden kanten.

Kanten som stadig mangler. Kanten som ikke er udgivet endnu. Kanten som jeg håber vil give det sidste finish. For nu har jeg besluttet at jeg laver mit eget med det mystiske som forlæg. Altså skal det sidste clue inkoorporeres, når det bliver udgivet.

Det er lidt spændende at lave noget selv, som alligevel ikke er mit eget og som jeg ingen anelse har om hvordan ender.