Antoni Gaudi

 

Kan man tage til Barcelona, uden at tænke Gaudi? Jeg kan ikke.

Fra kirken fandt vi kaffe og noget at spise, før turen gik videre mod Park Güell. Parken, der er fyldt med værker af Gaudi, og som jeg husker vild og fantastisk. 

Vi kom bagfra mod parken. Oppefra og med udsigt over byen og kirken med sine kraner. Nina sagde godt nok noget om at det kostede penge at komme ind. Inde i mit hoved gav det ingen mening, En offentlig park koster vel ikke penge at betræde, og jeg erindrer intet om at betale entre, sidst jeg besøgte parken (for fem og tredive år siden)

Det koster. Tretten Euro. Og der var udsolgt. Stod der på skilte. 

Det med udsolgt var ikke så vigtigt, vi blev gerrige. I stedet tog vi på tur for at finde et par af Gaudi's bygninger i byen. Det koster nemlig ikke noget at kigge udefra. 

Der er tre bygninger i byen. Der er også nogle gadelygter og noget andet vi ikke ledte efter. De to af husene ligger begge på Passeig de Gràcia, der også er udstyret med nogle vildt flotte gadelygter, som muligvis ikke har noget med Gaudi at gøre. Casa Milà og Casa Batlló. Det sidste hus - Casa Vincens lå længere væk, og så umiddelbart ikke vildt spændende ud. 

Det tre huse er museumshuse. Jeg aner ikke om der bor nogen i dem. Men det er muligt at købe en billet, der giver adgang til alle tre huse. Jeg vil hellere at husene bliver beboet, som det vel var Gaudi's plan, end at de henstår udelukkende som en turistattraktion. 

Sådan er der så meget. 

Vi startede med Casa Batlló, som med sin mosaikfacade, de organiske former, der er kendetegnende for Gaudi og hele stilen, var den af bygningerne vi var mest vilde med. 

Lidt længere henne ad gaden findes Casa Milà. Det er også flot, men på en meget mere afdæmpet måde. Det gjorde ikke lige så meget ved os. Og alligevel står det i skærende kontrast til så mange andre af de bygninger, der findes rundt om. 

Vi var ved at være trætte, ville egentlig bare hjem og skulle også finde noget at spise. 

I dag da vi tog ud for at bytte morgendagens billetter til garnnøglefestivallen til armbånd, gik vi forkert. Det var min skyld, jeg så forkert på kortet. Og pludselig stod vi foran et hus, hvor en hel del mennesker stod med selfiestænger og fotograferede sig selv.

Hvorfor? nåede vi at tænke, før det gik op for os, at huset var det sidste i rækken - Casa Vincens. Vi var enige om at de to andre var langt mere spændende. Casa Vincens har ikke samme organiske følelse, eller samme fantastiske brug af farver. 

Det er sådan nærmere lidt firkantet, skarptskårent, og stadig helt sit eget. Vi blev enige om at være glade for være gået forkert, for nu har vi set det.