At sende en baby ud i Verden

Nogen gang er det nærmest livsnødvendigt at fortælle noget videre. Nogen gange kan man blive helt febrilsk efter tilhørere, der kan glædes og være med. Nogen gange er tilhørerne væk og sommerfugle og kriller i maven tiltager i overvældende, mens kravet om at fortælle vokser i rasende fart, mens man tripper rundt om sig selv og slet ikke kan finde ro.

Sådan havde jeg det lige omkring klokken halv fem.

Der sad en flok drenge i mørket i hyggerummet og hyggede. Hvorfor der skal være mørkt, er ikke helt gået op for mig. Men det skal der. Altid! Ved computerne sad to andre drenge. Det var alt. Alle de andre børn var gået hjem.

Hmm, tænkte jeg. Jeg kan lige tjekke min mail, åbnede mailprogrammet og fik noget nær et chok. Min baby er solgt. Den store blå taske, der koster så meget at jeg føler jeg skal retfærdiggøre prisen, hver gang nogen spørger. Tasken, der er yndlingen, fordi den var med til fødslen, dengang jeg begyndte at lege med formerne. Tasken jeg mest oplever som et kunstværk, og som nogen andre nu også kan se det smukke i.

Reaktionen kom bag på mig. Jeg fik nærmest hjertebanken, ondt i maven og følte at hænderne rystede. Og så havde jeg i den grad brug for at fortælle det til nogen – NU! Men de var alle sammen væk. Enten gået hjem eller sad i alvorlige samtaler med børn, der ikke lige kunne afbrydes.

Siden har stoltheden overtaget. Stoltheden over at nogen har set værdier i det jeg har lavet. For Jantelov eller ej – så kæmper jeg stadig med den pæne pige, der endelig ikke skal tro hun er noget.

Jeg skal lige ae lidt mere på den. Helt forstå at den forsvinder, at babyen får vinger og skal sendes ud i Verden. Siden skal den pakkes forsvarligt ind, adresseres og i morgen skal jeg stå tidligt på posthuset, for det er sidste skoledag inden juleferien. Skolen slutter tidligt og vi åbner tilsvarende tidligt.

Wauw!

Det er også mærkeligt, at se den stå som solgt inde i butikken.