torsdag den 8. december 2011

Lige til øllet


Vores lokale Fakta og lavprisindkøbssted har været lukket de sidste fjorten dage. Der skulle bygges om. De åbnede i dag, jeg har været forbi, og sikke fint der er blevet.


Forfald i december - 2011


Forfald i december - 2011


Jeg havde ikke lige overvejet hvor mange af de mere kedelige daglige indkøb, der bliver lagt i netop den butik. Men pludselig gik det op for mig, at de sidste fjorten dage med indkøb i mere luksusprægede – eller i hvert fald dyrere – indkøbsmuligheder, har betydet at hjembringelserne stort set har drejet sig om det allermest nødvendige, eller luksusartiklerne, der jo stod og hoppede på hylderne lige foran os.

Det gik op for mig, da vi ikke længere lå inde med køkkenrulle eller bagepapir. Og da vi i aftes nok kunne fylde opvaskemaskinen, men ikke sætte den i gang, af mangel på sæbe.

Godt de åbnede igen. Nu har vi nemlig både køkkenrulle, bagepapir og en kørende opvaskemaskine.

Jeg ved ikke om det var åbningsdagen, eller om fremtiden byder på så mange medarbejdere samlet på samme tid. Jeg gætter på det første og glæder mig over den åbenlyse glæde for den nye butik.

Overalt stod personale i alle aldre og aede hylder, rettede varer så alle opvaskebørsterne stod i farveorden eller fyldte varer op i snorlige rækker, der ikke tidligere er set, mens de så glade ud.

Hvis ombygninger betyder større ejerfornemmelser, så er jeg klart for ombygninger.

Og så klapper jeg i mine små hænder over den udbyggede og indbydende grøntafdeling.

2 kommentarer:

  1. Det er lidt sjovt så afhængig man er af sin yndlings-dagligvarebutik. Og de lave priser. Dejligt, at den nu står fin og ny.

    Smukke billeder af æblerne :)
    Klem og god dag

    SvarSlet
  2. Mette, det er sjovt som vaner hænger fast. Nu skal jeg bare lære at finde rundt - for der er selvfølgelig flyttet rundt på alting :)

    SvarSlet