Supershopperen

Så er hun hjemme igen, belæsset med julegaver, nye sko og en superfin kjole. Langt størstedelen af den surt tjente månedsløn er formøblet og pigebarnet er glad.

Det var ellers lige ved at gå galt.

Der var nemlig tur. Til byen. Til hygge, julegaveindkøb og jeg skal komme efter dig. Hele tre tilmeldinger, så vi besluttede at det var nok med en voksen, og jeg blev i stedet hjemme og hyggede med resten.

Men onsdag er avisombringningsdag. Så kan man jo ikke lige tage på tur.

Men når man nu gerne vil, og hopper af glæde efter indre by og julestemning.

Altså ringede pigebarnet allerede i sidste uge og spurgte om det kunne være muligt at flytte ombringningen til torsdag. Det skulle ikke være noget problem, sagde manden hun snakkede med, hun skulle bare lige ringe i dag, og huske kontoret på det.

Det gjorde hun så. Hang mere og mere med næbbet, endte med et svagt farvel og tårer i øjnene. For damen i den anden ende havde læst og påskrevet, og man kunne ikke bare lave om på dagene.

Hun havde bare lige glemt at fortælle, at hun faktisk have fået lov, at hun faktisk allerede ringede i sidste uge, at dagen faktisk var planlagt og ikke bare en pludselig indskydelse.

Selvfølgelig skal man passe sit arbejde. Men fleksibilitet er også rart. Altså ringede jeg, huskede hele historien, og det store problem, viste sig knap så stort – omend damen lige fik sagt at normalt…

Tårerne blev tørret væk, tre børn og en voksen tog til byen. Ingen tvivl om en dejlig tur.