onsdag den 1. november 2017

Onsdagsmasker


Jeg kan mærke at jeg har mavemuskler i dag. Det er selvfølgelig meget rart at have mavemuskler, det er bare lidt mærkeligt, og jeg ved ikke hvorfor. Altså hvorfor jeg kan mærke dem.

Det er selvfølgelig ikke hele sandheden, for jeg trænede i går, og jeg tænker at spændingerne stammer derfra. Jeg trænede bare ikke specifikt mavemuskler, og den træning jeg lavede, har jeg lavet før uden bagefter at kunne mærke noget i midtregionen.

Det ærgrer mig lidt at jeg ikke er helt klar over hvilke tiltag der har forårsaget spændingerne. Altså ud over at jeg trænede.

Mere hvis jeg en anden gang skulle få lyst til at mærke, at jeg har mavemuskler...

















Læse:

Sofie Sarenbrants Åbent hus bliver mere og mere kringlet. Der er mange ender, og i aftes måtte jeg lukke bogen lige inden noget måske skete. Øjnene faldt i, så jeg venter med spænding til i aften, og ved ikke om det der lige ved, betyder en kovending eller et nyt mord - uden mere viden.


Strikke:

Med gårsdagens fremfinding af rester til pulsvarme, er det vel på sin plads at vise fremdriften. Af ukendte årsager fik jeg stoppet den lille projektpose med resterne i tasken, i stedet for det igangværende stykke mødestrik - der larmer noget mindre end fire pinde i skøn forening.

Atså strikkede jeg rundt og rundt og rundt over et overskueligt antal masker og nåede næsten afslutningen af det første par, inden mødet var slut. Jeg kunne muligvis have strikket hurtigere, hvis ikke jeg også hele tiden, overvejede hvordan jeg holdt om alle pindene, så de larmede mindst muligt.

Det er i hvert fald hermed konstateret at strømpepinde ikke er fantastiske i forhold til møder - og stille strik.

Andet par er i gang. Der bliver helt sikkert også et tredje.

Jeg kan godt lide at strikke af rester, at bruge alt og kunne krydse af på det efterhånden noget omfattende excelark, og dermed overføre så lidt som muligt til næste år.

Jeg har besluttet at strikke videre til i hvert fald resterne af det nyligt strikkede Speckles and Pop! er brugt helt op. Og kan konstatere at uld og hør om hænderne er ret lækkert.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar