Vesterhavet

Det er allerede fjorten dage siden vi var på tur til en helt anden del af Danmark. Til den barske og smukke natur i Nordjylland, vær Vesterhavet og sammen med skønne mennesker.









Vi fik aldrig gået de lange ture langs stranden, som jeg hjemmefra havde drømt om. Vi var en tur i Lønstrup sammen, og søndag morgen gik jeg alene gennem sommerhusområdet, over klitterne og via sti nummer ni til stranden.

Der var næsten vindstille, kulden var bidende og kun ganske få mennesker var at se langs vandet, der dovent drev ind igen og igen og igen. Jeg nød duften, vinden, mødet med vandet og synet af naturen det ikke lader sig kue.









Bag den brede strand, strakte klitterne sig som forbjerge, bygget af mængder af sand, der ubønhørligt bliver blæst ind fra stranden. Det ser ikke så vildt ud, som længere nordpå, men der er ingen tvivl om, at her bestemmer mennesket ikke helt så meget, som det godt kunne tænke sig.

Jeg nød vildskaben, synet at fyret ved Rubjerg Knude allerlængst ude og tanken om, at dets endeligt er inden for rækkevidde. Fra stranden er det tydeligt at se den enorme bunke af sand, der har flyttet sig fra den ene side af fyret og arbejder sig ind over land, uden tanke på menneskernes boliger og befolkning af landet.









Jeg føler min lille, når jeg står der på randen af civilisationen. Når naturen for alvor slår sig løs, og ikke lader sig narre af menneskelig indgriben.

Også på en vindstille dag.