Midt i min stue står et skab. Skabet har jeg ejet i efterhånden mange år, men brugsretten over det har tilhørt andre. Nu er det mit igen, jeg vil under ingen omstændigheder af med det, der er ikke plads i kælderen, så der skal findes plads i stuen.
Umiddelbart er der to muligheder. Længe troede jeg valget var let. Det var lige indtil skabet havnede i stuen, glidende på fire karklude - en til hvert ben. Nu er jeg ikke længere sikker. Måske er det ene sted slet ikke så godt som det andet, og måske vil det andet sted kunne give nogle andre muligheder.
Altså får det lov at stå. Midt på gulvet, midt i gangarealet, mens jeg tænker frem og tilbage og forhåbentlig inden alt for længe når en beslutning.
Skabet er et gammelt dækketøjsskab, som min mor reddede til mig, da hendes overbo for mange år siden gik bort. Jeg var netop flyttet fra ungernes far, boede i et par værelser hos en bekendt og umiddelbart vidste jeg ikke om jeg var interesseret, da min mor ringede og fortalte om skabet, der ville lide en kedelig skæbne, hvis ikke jeg ville have det.
Overboens efterladte havde fjernet alt det, de ville have, og tilbage stod skabet sammen med andet, der ikke var brug for. Min mor fik lov at gå resterne igennem, hvis der skulle være noget hun kunne bruge, inden det hele blev kørt til storskrald.
Skabet blev mit.
I første omgang brugte jeg det som klædeskab til både mig og børnene, senere kun børnene. Da vi delte stuen og fik et ekstra værelse, overtog Emilie alene brugsretten, og hun har haft sit tøj i skabet de sidste mange år. Tæt på ti er nok ikke helt forkert.
Men nu har hun ikke længere brug for det. Med nyt ungdommeligt værelse er der ikke længere plads til gamle slidte skabe, med masser af historie.
For jeg er sikker på at skabet vil kunne fortælle mange spændende historier - hvis det fik lov. For eksempel om Holger Christensens Møbelmagasiner, hvor det, ifølge skiltet på bagsiden, stammer fra.
Det er slidt, lågerne bærer præg af mange år i et børneværelse. Visse steder sidder stadig rester af de klistermærker Emilie har pyntet det med, og hjørner og store flader trænger til en kærlig hånd. Jeg overvejer om Anders' Renaissancevoks vil kunne gøre en forskel.
For jeg kan godt lide det slidte og brugte look. Maling står ikke lige for, men en smule fugt kunne muligvis gøre underværker.
Skabet har to låger med nøgle, hvor hylder i tre etager gemmer sig bag, og to gange to skuffer, der stadig glider let. Nede i kælderen ligger tre ekstra skuffehylder, beklædt med grønt filt, og tiltænkt sølvtøjet.
De skal hentes op, for selvom jeg næppe vil gemme sølvtøjet i skabet, skal jeg nok finde brug for de lave skuffer, der passer ind i de udskårne træriller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar