At tro på sig selv

Mandag var sidste afsnit i kurset om psykisk førstehjælp.





Det har været et af den slags kurser, der er fyldt med alt det gode. Vi er blevet bombarderet af viden, strategier og muligheder i en grad, så jeg næsten tror på, at jeg kan finde ud af det. For jeg bliver altid i tvivl.

Gennem årene har jeg med mellemrum oplevet, at selvom jeg ikke på nogen måde føler mig hjemme i konflikthåndtering, svære samtaler og kriser, kan jeg godt. Også selvom jeg hver gang nærmest krampagtigt knuger min virtuelle rygsæk med værktøjer, der aldrig ligger i den rigtige rækkefølge.

Dagen sluttede med en energi der gav mig mod på en kommende opgave, som gerne skal komme en personalegruppe til gavn, men som pludselig langt mere handler om mig, og min opgave. Kan jeg hjælpe er det godt. Men det er ikke Verdens undergang, hvis det ikke virker. Det er langt vigtigere at jeg lærer om mig, og mine grænser og virkemidler.

Dagen sluttede med en fælles enighed om, at det ville være godt at mødes om et års tid. At vi til den tid ved hvad der virker, hvor faldgruberne findes, og hvad vi har brug for mere hjælp til. Underviseren synes det var en fantastisk ide. Nu håber vi bare at dem med pengekassen synes det samme.







Mandag var også timer i Klubben, hvor julegaveværkstedet var nået til gelelys.

Vi snakkede om det, da vi skrev lange lister og bestilte hjem til julehobbyværkstedet. Men hvorfor vi ikke bestilte glas til de famøse lys, er svært at svare på.

Så er det skønt at køkkenet på lærerværelset efter mange år har fået helt nyt service, og alt det gamle af den assorterede slags er stillet frem til fri afbenyttelse. Jeg var ikke længe om at hente en bakkefuld glas.


Ren win-win på en grøn skole, hvor genbrug, reuse og upcycling er i højsædet.