Min grundlov

Siden der sidste gang var valg her til lands, er Emilie fyldt atten år. Hun er også fyldt nitten, men det er i den her sammenhæng underordnet.





Altså bliver hendes første bekendtskab ud i at sætte demokratiske krydser (Hvis man fravælger de valg vi i sin tid holdt, i den hedengangne Cafe, med både stemmeseddel, stemmeboks, og stemmeurne, når der var valg til repræsentationen af cafemedlemmer i medbestemmelsesrådet.) ikke bare et med hele to.

Hun har ikke været i tvivl om at hun skal stemme. Jeg tillader mig at tro, det hænger sammen med opdragelse og snak om demokratiske rettigheder og pligter. Det kan også være hun i virkeligheden bare er ganske fornuftig - opdragelse igen...







Der har selvfølgelig været snakke, men for størstedelens vedkommende, har hun klart meldt ud, at det skal vi ikke blande os for meget i. Der var alligevel lidt tvivl om hvilke partier og meninger og valg, så jeg mere eller mindre tvang hende til at tage kandidattesten på tv2.dk,  der viste sig at passe ganske godt overens med den placering hun selv mente at kunne sætte sig på, på en linje fra venstre mod højre.

Så langt så godt.







Forleden faldt en tyk brun kuvert fra Folketinget gennem postkassen adresseret til Emilie. Hele Grundloven, trykt mellem korsstingstegninger og highlightede paragraffer. Sammen med hæftet fulgte en test og et håb om at hun vil stemme, når tiden kommer.

Mens korsstingene muligvis fremstår noget støvede - jeg tror muligvis nok, at jeg viste langt større entusiasme over en tilsendt Grundlov, end Tøsebarnet selv (og sikkert også hendes venner) - er testen yderst fancy, og ender, uanset hvordan man svarer ja eller nej, hele tiden med udsagnet; at man skal fise ned og stemme.









Det er muligt hun aldrig åbner den lille tryksag med de meget små bogstaver, men den satte alligevel en tankerække i gang, og pludselig var hun ikke helt så skråsikker i sin udøvelse af stemmeret. Altså indgik vi lynhurtigt en aftale. Jeg stemmer derfor ikke, som jeg plejer, på vej på arbejde på tirsdag, men i stedet på vej hjem. Så kan vi nemlig følges.


For hvordan er det lige man gør? Og hvor skal man gå hen?