Stakkels Emilie

Jeg endte med at stoppe et par Panodiler i hende, så hun kunne sove. I morges stod vi tidligt op, Emilie ringede sig syg og jeg gik med til lægen.





Vores lægehus bærer præg af lægemangel. Det er umuligt at få en tid inden for fjorten dage, og måske derfor er akuttiderne velbesøgt.

Vi ventede ikke længe før en læge havde tid, Emilie fortalte om symptomer og lægen kiggede hende i halsen. Du er godt nok lidt rød, sagde lægen, Men det ser ikke ud som noget vi kan behandle. Jeg poder alligevel lige for en sikkerheds skyld, fortsatte hun og fandt podegrejet frem.

Emilie måtte endnu en gang gabe op, lægen stak endnu en pind i gabet på hende, og mens Emilie sagde Ahhhhh, det bedste hun havde lært, roste lægen hende, med ordene: Hvor er du dygtig!

Vi blev sendt udenfor, for patienterne stod i kø, podningen skulle stå fire minutter og hun kunne lige nå endnu en patient i mellemtiden. Vi nåede kun lige at sætte os ned, så stod hun der igen. Podningen havde allerede slået igennem, der var tydeligt tegn på en bakterieinfektion. Dommen lød på halsbetændelse og endnu en penicillinkur.

Er det, det samme præparat som sidst?, spurgte moderen. Nej, sagde lægen, Men det virksomme stof er det samme. Jeg håber det virker. Denne gang.





Du skal blive hjemme til du er afebril, forklarede lægen, som noget af det sidste til Emilie, som nærmest lænede sig frem, mens hun så forvirret ud og fik spurgt hvad det betød. Du skal være fri for feber, inden du går på arbejde igen, oversatte lægen, og Emilie forstod.

Nu er der hentet endnu en omgang medicin. Vi er hjemme igen, Emilie er kravlet tilbage i seng, og jeg har godt tre kvarter, inden dagen for alvor går i gang, arbejdet kalder og aftenen sluttes af med strikkebio i Falkoner Bio.

Det sidste glæder jeg mig til at opleve.