Mordet i Orientekspressen

- Eller begrebet strikkebio.

Konceptet strikkebio hørte jeg om for længe siden, jeg har bare aldrig været der. Da jeg så at det var ved at være tid igen, lokkede jeg for Bettina, der hoppede på, og vi slog til.

Jeg kan kun anbefale. Lyset var dæmpet præcis så meget, at det var til at se, men samtidig føltes det stadig som at være i biografen. Jeg er solgt, og tager gerne med en anden gang. Faktisk er næste film og dato allerede valgt. Men her kunne jeg mærke, at jeg springer over. Der var lidt for meget feel-good over traileren.


Billedet er lånt hos Nordisk Film

Men filmen vi så. Den var god. Lidt langtrukken - faktisk havde jeg en kort periode lidt svært ved at holde mig vågen. Men sådan er det tit, når jeg er i biografen. Afsindig flotte billeder og et hold af stjerner, der gav karaktererne personlighed.

Jeg har aldrig været den store læser af Agatha Christie. Jeg har læst noget Miss Marple og jeg har set en hel del af filmatiseringerne med både Geraldine McEwan og Julia McKenzie. Herkule Poirot er jeg derimod ikke så bekendt med.

Jo, jeg kender figuren, jeg har bare aldrig læst bøgerne eller set ret mange af filmatiseringerne. Det var faktisk først efter at have set filmen i mandags, det gik op for mig hvorfor.

Jeg virker bedst, når jeg har tid til at tænke efter og få ting på afstand, før jeg kan komme med min mening om en sag. Det er ikke altid den bedste kvalifikation, når ting går stærkt. I forhold til en biograffilm virker det fint. Min umiddelbare mening var, at det var en fin film, bliver der lavet flere - som der måske blev lagt op til - vil jeg gerne se mere. Sådan har jeg det stadig.

Men det var på hjemturen, jeg gjorde mig flere overvejelser og blev opmærksom på hvorfor, jeg ikke tidligere har været tæt på den lille belgiske detektiv. Han irriterer mig ganske simpelt. Hercule Poirot er afsindig selvglad og selvhøjtidelig i en grad, jeg ikke har gidet befatte mig med. Det er en del af hans karakteristik og sådan skal han være. Jeg har bare ikke været det, hvor jeg kunne rumme det.

I Kenneth Branaghs udgave er han alt for menneskelig og slet ikke helt så selvglad, detaljesnakkende og selvhøjtidelig. Det irriterede mig, for hvorfor skal en figur miste alt det, der karateriserer ham. Det forfatteren har givet ham og formet ham efter. Men det gik først op for mig på vejen hjem.

På samme måde blev Johnny Depp, i rollen som Ratchet, også lang mere menneskelig og slet ikke så ubehagelig og frastødende som beskrevet i bogen.

Jeg kunne have ladet være med at læse på forhånd. Men en filmatisering sluger altid en del detaljer, som jeg var glad for at sidde inde med undervejs. Filmen kunne sagtens være set uden kendskab til hverken bog, forfatterinde eller plottet. Som film alene er den ganske fin. Ikke noget jeg ville tænke Oscar over - måske naturscenerne - men absolut seværdig og underholdende.