I mangel af vand

Onsdag er en af de dage, hvor jeg har god tid, ikke behøver at skynde mig, og nærmest møder til direktørtid. Hvis jeg vil. I går havde jeg lovet at lave ovnbagte kartofler til de altid sultne børn, og da det alligevel tager noget tid at vaske, partere og indsvøbe det meste af syv kilo kartofler i olie og hyldens mest spændende krydderier, inden de ryger i ovnen, var jeg noget tidligere af sted end andre onsdage.

Det viste sig at være heldigt, for en times tid efter jeg havde stået med rindende vand, og vasket de mange kartofler, Berit havde sørget for at købe ind, blev der lukket for vandet. Som i helt lukket for vandet.

Ganske kort blev der midlertidigt lukket op igen, så vi kunne fylde alle de kander vi kunne finde, og de stakkels børn kunne få slukket deres tørst, når de i løbet af dagen havde løbet efter en bold, havde afsluttet en særlig svær kamp i den igangværende billardturnering, eller bare var tørstige.

Men hvorfor var der ikke noget vand? Vi havde ingenting hørt, andre vidste heller ikke noget og de hårdt prøvede mænd fra teknisk service løb frem og tilbage, mens de blev kimet ned af uvidenhed. For bare et par dage siden, løb de tilsvarende rundt, mens vi alle sammen frøs under de afsindige kuldegrader.

Denne gang viste det sig hurtigt at de ikke kunne stille noget op. Det kunne til gengæld professionelle tilkaldte folk. Og dermed dukkede historien langsomt frem. Vandet havde ganske simpelt fosset ud på Fortvej, da de fleste tidligere på dagen var mødt ind. Den tilkaldte ekspertise, forsøgte med alle midler, og endte med at lukket helt ned for vandet, trække alt vandet ud af rørføringerne, for derefter at finde lækken.

Da klokken blev omkring fire stod det klart at vi ikke ville få mere vand den dag. Toiletbesøgene var efterhånden udskudt efter bedste evne og vandet i kanderne var sunket en hel del. Og mødet blev aflyst. Det fælles personalemøde, der skulle have dannet grobund for den grønne læreplan, der skal gennemsyre hele skolen og SFO til næste skoleår, når skolen rykker endnu et skridt i retning af en grøn profilskole.

Jeg tror det kunne have været et ualmindeligt spændende møde. Jeg havde faktisk glædet mig en smule. Men sådan blev det ikke. Og mens ledelsen måtte ringe rundt til oplægsholdere og gennemsøge kalenderen for en ny dato, valgte jeg at køre til Caféen i Glostrup og mødes med damerne, der strikker hver anden onsdag.

Slet ikke nogen dårlig afslutning på en ellers hyggelig dag. Og så kom vagten endda forbi undervejs, med en ny kollega, pegede på os og præsenterede os som “vores strikkeklub”.

Tænk at have sine egne vagter.