I går fyldte min onkel halvfjerds. I dag holdt han fest.
Med udsigt over Køge Bugt og en frostklar luft, sad vi bænket over god mad, og den sjoveste tjenerstab jeg længe har mødt. Som udgangspunkt var der ikke det fjerneste at udsætte på hverken gæster, mad, den gernerte kok der præsenterede de enkelte retter, eller for den sags skyld tjernene – men de sidste var alligevel grund til mere end et grin.
Og grine – det gjorde vi. Fordelt ved fire runde borde sad familien samlet. Familie jeg kender og familie jeg ikke aner hvem er. Jeg har aldrig været så stærk i de familiære realtioner der rækker ud over min egen. Uden skam melder jeg gerne, at det højst sandsynligt hænger sammen med at jeg i bund og frund er ligeglad. Det er bare ikke vigtigt. For mig.
Men tjenerne. Der var ham den lidt kiksede, som egentlig gjorde det fint, men som alligevel faldt noget igennem. Jeg tror han flirtede, jeg var bare ikke helt sikker. Min svoger havde gjort de samme observationer, og hvis det var det han prøvede, giver meget mere mening. Han var bare ikke særlig god til det.
Hver eneste gang han fik kontakt var henvendelsen lige lidt for familiær- som: Ah, du søde, som drikker the, skal du have Bailey’s? Ja tak lød svaret, og glasset blev fyldt op. Igen andre fik samme opmærksomhed. Eller Bailey’s. Ved anden ombæring fik kun jeg, og så gik han igen – hen til et andet bord, mens fætter Michael på min venstre side undrede sig noget. Eller da min brugte tallerken blev fjernet, mens resten af bordet måtte vente på en anden af staben. Der var også episoden med hvidvinen, han gjorde et stort nummer ud af hvor kold var, jeg måtte gerne mærke. Til trods for at jeg allerede havde sagt nej tak. Han gik ikke før jeg sagde, at jeg ikke bryder mig om hvidvin.
Meget mærkeligt – men også meget morsomt.
Endnu mere morsom var en anden episode med den kvindelige tjener, der hele aftenen var fuldt proffesionel. Det viste sig hun ikke talte dansk, og det var uden tvivl en del af misæren. Randi fik kontakt og bad om en Pepsi Max – det colamærke etablissementet førte. Tjeneren gentog, Randi gentog, Jo, sagde tjeneren og forsvandt – ud efter cola. Troede vi.
Der gik noget tid, Vi nåede endda at undre os, da overtjeneren diskret (han gjorde i hvert fald et forsøg) nærmede sig, bøjede sig ind over Randi og spurgte: Du ville gerne have snaps?
Pepsi Max hedder nu aldrig andet end Pepsi Snaps.
I øvrigt kom den kvindelige tjener selv med colaen, vi var stadig stadig ikke færdige med at grine, hun lod sig ikke gå på, men nåede både at undskylde og joke med det senere på aftenen.
Det var også dagen hvor jeg fik at vide, at jeg ligner min farmor. Lidt. Det har jeg aldrig hørt før. Jeg ved godt jeg ligner min faster, men hun kommer selvfølgelig også fra min farmor. Og dagen hvor et par af de der gæster, jeg ikke ved hvem er, ikke var i tvivl om hvem jeg er – for jeg ligner jo Vera. Min faster, som var gift med dagens fødselslar, og som vi sagde farvel til for mere end otte år siden. Hun er savnet men lever videre, ikke kun i mig, hendes egen datter kan heller ikke løbe fra anerne.
Til sidst var festen ved at være slut. Min søster og mand tilbød et lift til stationen. Jeg tog glad og gerne imod, sagde pænt farvel hele vejen rundt og takkede min onkel, der havde haft en dejlig dag, og så ud som var han klar til at fortsætte. Jeg er temmelig sikker på at det var en hel del af de tilbageværende gæster også.
Det er ikke det nemmeste at komme til Køge og retur fra Rødovre, men i dag gik det overraskende nemt. Det var også betydeligt koldere da jeg tog ud, end da jeg tog hjem, Og hjemme ventede varm the.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar