Dagen har været præget af feel good, vi har hver især nusset rundt sammen og hver for sig. Det føles ikke som om meget er nået, men dagen er gået med hænderne i det ene efter det andet, mange tanker er delt, solen er nydt og efter hvert vores eventyr ude, mødtes vi alle tre i haven.
Anders var den eneste der tog fat. Måske er det for tidligt til forårsklargøring, men med sol og en ladning energi fik han pludselig lyst og har brugt et par timer i haven både i går og i dag. I morgen bliver han hjemme. To dage bøjet over ukrudt og andet i jordniveau gør opmærksom på muskelgrupper, der ikke har været brugt længe.
Emilie og jeg kiggede blot på. Nød vejret, nød solen og fik taget billeder af et par færdige projekter.
Og mens solen langsomt forsvandt fik jeg klippet, pillet op og nålet sammen, så frakken, der har ligget stille længe, igen kan arbejdes på. Tankeløshed fik mig til at klippe forkert. Eller tegne forkert. Jeg havde målt, men brugte ikke målene, og så bliver ærmer for smalle. Nu er nye mønsterdele tegnet, nye mønsterdele klippet og nye mønsterdele sat fast med nåle til de gamle og stadig brugbare.
Det var ikke mange dele, der skulle til for at rette mine fejl. Alligevel har det taget mig uger at gøre det. Sådan er jeg. Jeg er sikkert ikke den eneste.
Jeg kunne i princippet blot sætte mig og sy. Lige nu. Men en stemme i mit indre fortæller mig igen og igen at når solen er gået ned, er det for sent at sy. For sent at larme, når man bor i en etageejendom. Specielt når man bor i en etageejendom med vægge af pap. Og så er det ligemeget om klokken er fire, seks eller otte når solen går ned.
Jeg syr i morgen. Syningen er det mindste, og frakken er tilbage på sporet. Jeg støvsuger også i morgen – der gælder det samme om solnedgang og larm.
Og støvet ligger her som nok også i morgen.
Indtil da vil jeg nyde sofahjørnet og strikke – det larmer nemlig ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar