Fadeninsel

Efter de første oplevelser med garnbutikker i Berlin og omegn, var jeg ikke længere helt så vild efter at finde flere. At opsøge dem, blev derfor strøget af listen.

Jagten på god kaffe, fortsatte gennem hele ugen, og da vi en af de sidste dage – på jagt efter kaffe – gik lige forbi en garnbutik, mente jeg nok, at jeg skulle indenfor.

Fadeninsel ligger på Oranienstraße 23 i Kreuzberg. Vi havde netop været i butikken ved siden af efter kaffe, og så lå den der. Et kaos af kurve med udsalgsvarer i mærkelige bunker og udstillingsvinduer, der bugnede af strik, strømper og andet tilbehør i farver og mønstre, der skreg mod hinanden.

Jeg var ikke imponeret – men vovede mig alligevel indenfor. Lige umiddelbart så butikken indeni ud som udenpå – et stort kaos og garn af de mærkeligste formationer overalt og oveni hinanden. Et virvar, der gjorde det svært at skelne guldet fra alt ragelset.

Lige indtil jeg drejede blikket en anelse til højre.

På en klapstol ved et lille bord sad en mand og strikkede på en strømpe. Ikke en hvilken som helst mand. Næh, sådan en med cykelstyrsoverskæg, vest, slips og shorts med pressefolder.

Der blev jeg imponeret – og pludselig blev butikken noget mere spændende at træde ind i.

Manden hilste pænt, jeg trådte helt ind og kiggede rundt. Der var meget at kigge på, meget jeg ikke kunne finde brug for, og meget der ikke på nogen måde tiltalte mig. Jeg kiggede alligevel, smilede til den strikkende mand, der var meget venlig og kundeorienteret og endte helt nede ved gulvet, henne i et hjørne, med at finde det lækreste grønne, melerede, bløde uldgarn.

Du skal mindst have tre fed. Sagde Anders og sørgede for at jeg fik fire med ud af butikken. Fire fed Cat Pruit hand Dye Collection fra Schoppel Wolle. Jeg kan ikke finde henvisninger til det, og dermed var det måske et endnu bedre køb, fordi det ikke er garn, der hænger på træerne.

Hvad jeg skal lave af det, ved jeg ikke. Det er sjældent jeg køber garn uden at have en plan, men den følelse af luksuriøsitet jeg havde længe efter købet, kunne helt sikkert få mig til at gøre det en anden gang.

Der var helt sikkert flere skatte at finde i virvarret af garn og strømper og tilbehør. Der skal bare ledes godt. Det findes der mennesker, der er gode til, og indrømmet – dem kan jeg godt misunde. Der findes nemlig også mennesker som jeg – sådan nogle som går helt i stå og slet ikke kan se noget.

Da vi stod ude på gaden igen, gik jeg et par gange rundt om mig selv, inden jeg trak vejret dybt og gik ind igen. Jeg var simpelthen nødt til at spørge manden, om ikke jeg måtte tage et billede af ham. Helst havde jeg taget et hvor han strikkede, men da han gladeligt stillede op, kunne jeg alligevel ikke få mig selv til at spørge om han ikke hellere ville sætte sig og strikke.