Det er ikke et nytårsfortsæt

Gennem det sidste halve år, har jeg hver måned haft en udfordring med mig selv, der hedder noget i retning af at skrive mindst lige så mange indlæg, som der er dage i måneden.

Når jeg ser tilbage er det ikke lykkedes særlig godt. Kun tre af sidste års tolv måneder har rundet målet. Jeg har været tæt på, og somme tider også foran undervejs, men tæt på og foran tæller ikke, når målet er antal indlæg lig med antal dage i en given måned.

Pludselig er der gået en uge uden blogopmærksomhed, og så er det svært at hente ind. Herhjemme har vi haft meget sjov med at tælle mine skriverier, og det stopper vi som nok ikke med. Og sjovt nok må januar siges at være godt på vej – endda forud – hvilket ikke er det, der har kendetegnet januar de sidste par år.

Så! Nu er det sagt højt. Udfordringen ligger klar hver eneste måned, og når jeg det ikke, så er det bare ærgerligt. Vi griner lidt, mens tudekiks er langt fra behovet.

Og når vi er ved udfordringerne, der ikke er nytårsfortsæt – så holder jeg meget af kommentarer, nok til at jeg tænker andre gør det samme. Derfor sætter jeg også med mellemrum mig selv stolen for døren, udfordrer til flere kommentarer hos de andre. Og med mellemrum er jeg rigtig god til det – andre gange læser jeg, og fortsætter til næste indlæg.

Sådan er der så meget, alting går op og ned. Mig med, og med mellemrum skriver jeg både indlæg og kommentarer i en lind strøm, og med mellemrum knap så mange.

Men når året nu er nyt, målbart og nemt at overskue, synes jeg alligevel det kan være sjovt at se hvor mange måneder jeg ender med at have skrevet mindst lige så mange indlæg, som der er dage – når der igen om et års tid står januar på programmet.

Lad os kalde det en leg.