En dag fyldt med glæde

Af uforklarlige grunde loggede jeg ind på personaleintra. Der stod det – sort på hvidt – jeg skulle være vikar. Men aftalen er jo netop at jeg ikke skal være vikar. Alt for mange timer, skal hentes ind og derfor står aftalen på, at alle de timer der kan samles sammen, skal samles sammen.

Men nu stod det der. Som chefen senere sagde, kunne jeg bare have lukket, og ladet som om jeg ikke havde set det. Men det duer jo ikke. Planlængningen var sket, og dukkede jeg ikke op ville en hel klasse stå uden underviser i tre på hinanden efterfølgende lektioner.

Efter at have skumlet lidt, begyndte tankerne at svirre, for hvad skulle jeg stille op med en klasse i tre på hinanden følgende timer? En klasse, der i forvejen har det svært. En klasse, der skulle have haft madkundskab. En fjerdeklasse på ordblindeskolen. Altså en meget lille klasse – bare seks elever.

Kage, tænkte jeg, og fik hentet skolens Nettokort. Vi bager gør vi, tænkte jeg og fandt klassen, der på det tidspunkt slet ikke vidste at madkundsskabsundervisningen var aflyst og læreren syg.

Det med kage gik rent ind, inden nåede de lige at blive kede af aflysningen, og forespurgt om hvilken kage, udbrød en af dem: Kan vi ikke lave bolsjer? Vi skulle havde lavet bolsjer, men det blev aldrig til noget. Hvorfor ikke? tænkte jeg og hurtigere end hurtigt var vi alle på vej mod Klubben, mod bolsjekasserne og et kig i skabet efter sukker.

Det blev tre forrygende timer, med glade børn, lys i øjnene, skærpede sanser og ørene på stilke for at høre efter. Vi havde god tid, snakkede, grinede og fortalte sjove historier undervejs. Selvom det ikke er en klasse jeg kender, kender jeg de fleste børn, og jeg ved de havde godt af oplevelser, der styrker sammenholdet.

Færdige hjalp de med at pakke sammen, bolsjekasserne blev pakket væk, og den sidste halve timer gik vi tilbage til klassen, børnene faldt stille ned på stole og blev lidt fjerne i blikket, mens de beredvilligt svarede på alle de tossede spørgsmål jeg kunne finde på, inden jeg sagde tak for dejlige timer og forlod dem til et frikvarter før sidste time, og selv gik mod Klubben, der netop åbenede.

Det var en god oplevelse. Det var også lidt skønt at chefen senere kom forbi, undskyldte, var utilfreds med fejlen, men også glad for at jeg valgte at dukke op.

Gode historier er værd at dele.