Galleries Vivienne

Jeg lavede ikke afsindig meget research inden vi tog til Paris. Der var ingen tvivl om, at vi bare skulle daske rundt, nyde byen og se det mest turistprægede – og så giver det ligesom sig selv.

Derfor var det heller ikke med vilje jeg faldt over en henvisning til Galleries Vivienne. Jeg tror muligvis jeg søgte på noget shopping og krydsreferedede til Paris – med Emilies store lyst til shopping in mente.

I attenhundredetallet var der rundt om i Paris mange overdækkede butiksarkader, hvor det bedre borgerskab i ly for regn og vind kunne gøre deres indkøb. Arkaderne var smukt udsmykkede og nærmest kunstværker at træde ind i, og helt op til 1950’erne var de mange arkader en del af bybilledet.

Efterhånden forsvandt de, men der er stadig en håndfuld tilbage. Jeg fandt kun Galleries Vivienne, men der er åbenbart flere. Det skriver jeg mig bag øret til en anden gang. Galleries Vivienne ligger tæt ved operaren og åbenbart (her var jeg heller ikke så oplyst) tæt på Palais Royal, som jeg sidenhen har fundet ud af måske også kunne være et besøg værd.

Ifølge historien åbnede Jean-Paul Gaultier sin første butik i Galleries Vivienne, og har stadig en butik i arkaden. Jeg var mere interesseret i arkitekturen, mens Emilie måbede over priserne (når de kunne ses) i vinduerne.

Det var gråvejr den dag vi besøgte Galleries Vivienne, inden havde vi været forbi et par af byens garnbutikker, men de indlæg er jeg endnu ikke helt klar til at skrive. Efter vejret udenfor, var det skønt med overdækning og de autentiske omgivelser, der i mine øjne var den perfekte scene for krinolineklædte, parasolsvingende, korsetterede attenhundredetalskvinder. Jeg kunne se det for mig, og kan godt blive en lille smule ked af ikke at have set de andre af byens gemte arkader.

¨

Gemt er ikke helt forkert, for vi kom ind ad en sideindgang, temmelig anonym og uden på nogen måde at vise hvad den gemte. Ved hovedindgangen, hvor vi kom ud, blev vi mødt af en travl gade, fyldte skraldespande og stilladser, der heller ikke på nogen måde viste hvad der gemmer sig bag de fint udskårne døre.

Vi købte ikke noget, oplevede kun. Sugede indtryk til os, og selv Emilie – der ellers havde lydt temmelig skeptisk over “attenhundredetalsshoppinggader” – synes det var et fint syn.