Atten år – en måned før tid

Der er noget magisk ved at køre hjem i de tidlige morgentimer. Specielt om sommeren, hvor solen allerede står højt, vejene er tomme og trafik er noget der skal kigges længe efter.

Det har været en skøn eftermiddag, aften og nat. Alt i et, nærmest.

Dagene inden har været præget af forberedelser og allerede fredag startede vi med at dække bord og rykke lidt rundt på møblerne, inden lørdag startede tidligt, de sidste indkøb skulle klares og Klubben skulle omdannes fra Klub til Familiemiddag og fest.

Yndlingsfamilien dukkede op timer før de andre, hjalp til, hyggede og var dejlige at se. Klokken fem ankom resten af familien, sammen med et par udvalgte veninder.

Menuen var der ikke noget galt med, og masser af det var der. Ingen gik sultne fra bordet, og flere udtrykte glæde over maden. Anders og Emilie har stort set stået for hele madlavningen, mest Emilie. Jeg har gået en smule til hånde og lavet den salat jeg fik besked på. Til gengæld er jeg god til at rydde af og rydde op og rydde ud.

Senere ankom endnu et hold gæster, denne gang af den yngre version, der skulle holde fest. Discorummet stod for, glade stemmer i flere lydstyrker flød om os, og jeg fik gelejdet familien mod sofagruppen længst fra Discorummet, så alle kunne være  uforstyret af hinanden.

Efterhånden forsvandt familien. Yndlingsfamilien holdt længst – var også den med ungdom, der gerne ville feste med, men da klokken blev to, og de kunne se frem til en lang tur hjem, blev de unge pakket sammen og stoppet ind i bilen.

Der var stadig godt gang i festen, meget var i løbet af aftenen ryddet væk og gjort klar. Jeg fik læst lidt op på den uddannelse vi alle skal på næste skoleår, inden øjnene glippede for meget, jeg beluttede at vove forsøget, lagde mig ned, lukkede øjnene og var stadig opmærksom på omgivelserne.

Det lykkedes, og tre kvarter senere da klokken nærmede sig fire, kunne jeg fornemme på lydene at festen var ved at være slut. Jeg stablede mig på benene, sagde til ungerne at gav de den en skalle nu, skulle vi ikke tilbage og gøre rent senere i dag. Det lod de sig ikke sige to gange, og selvom de var trætte, gik der ikke mange øjeblikke før de var fuldt beskæftiget med samling af flasker, gulvvask, vask af borde og flytten rundt på møbler.

Klokken nåede alligevel at blive seks inden vi var helt færdige, pigerne kørte i forvejen hjem, jeg cyklede og Anders fandt en bus. Nu ligger der tre tøser i Emilies seng og sover, Anders ser Le Mans, og lige om lidt vil jeg sætte mig ved siden af ham med strikketøj og måske en kop the.

Jeg er ikke rigtig træt – lige nu – men det kommer nok.

Og jeg har heldigvis hele søndagen til at være træt i.