Udenadslære

Jeg kan ikke huske hvornår jeg første gang stiftede kontakt med amerikanske opskrifter, men jeg kan huske at der sad en flok damer og var tydeligt nedladende over de omfangsrige opskrifter med både diagrammer, beskrivelser, livrem og seler.

Var det virkelig så slemt? tænkte jeg og vidste ikke bedre. Siden er omfangsrigheden også slået igennem i danske opskrifter, ligesom det for nogle år siden var overmåde hot med indlæringstyper. Jeg er udpræget visuel og aflæser lynhurtigt et diagram, mens en beskrivelse somme tider kan være fuldstændig sort snak. Andre har det omvendt, og netop derfor synes jeg det er godt med både det ene og det andet – omfangsrighed til trods.

Jeg er også taktil – jeg har brug for at røre ved ting for forståelse – jeg kan snildt aflæse og genskabe et kompliceret strikkemønster, hvis bare jeg har muligheden for at røre ved det, se på det, vende og dreje – og tegne et diagram. Sille har mere end en gang benyttet sig at den mulighed.

Lacy Dress fra Vogue Knitting har længe stået på min mentale to-do liste. I onsdags startede jeg op. Kjolen er som mange andre Voguemodeller lavet til tændstiksmennesker, og trods en strikkefasthed der passer, kan jeg under ingen omstændighed passe den største størrelse. Jeg har både barm, bag og mormorarme -  noget der ikke findes i Vogue, så hele opskriften skal regnes om. Så passer det fint, at der i forvejen er mange detaljer – specielt omkring opbygningen – jeg i forvejen synes bør ændres.

Jeg synes for eksempel det er tosset at strikke tre forstykker og tre bagstykker og sy dem sammen, når de kan strikkes ud i et.

Ærmerne er forsynet med en fin kant. Den kant figurerer ikke i bunden af kjolen, ifølge opskriften. Heldigvis bestemmer jeg selv.

Altså startede jeg med en kant til bunden.

Opskriften er uden diagrammer. Det behøver ikke være noget problem, for selvom jeg har det bedst med diagrammer, kan jeg sagtens læse en beskrivelse, og som regel sidder gentagelserne i hænderne meget hurtigt. Samtidig går rapporten kun over seks pinde – hvor svært kan det være?

Jeg strikkede rapporten igennem tre gange. Tre gange uden at have mindste ide om hvad jeg lavede. Jeg kunne ganske simpelt ikke se mig ud af hvordan maskerne hang sammen. Jeg havde igen ide om hvor jeg skulle hen, eller hvorfor de to masker skulle strikkes sammen eller ikke. Jeg manglede overblik.

Det var her omkring jeg regnede ud at rapporten skulle gentages hundredefireogfyrre gange, inden jeg kunne lukke af.

Hundredefireogfyrre gentagelser uden overblik er ikke sjovt.

Jeg hentede et stykke ternet papir og tegnede mønstret som et diagram. Uden overhovedet at røre masker eller pinde kunne jeg nu pludselig se sammenhængen. Nu er jeg ikke i tvivl om hvorfor der skal strikkes sammen eller slåes om. Det hele giver mening, og efter at have strikket endnu to rapporter med diagrammet som hjælp, kunne jeg pakke opskrift og diagram væk. Nu kan jeg det udenad.

Torsdagens konference betød at jeg nu er langt over halvvejs gennem de hundredefireogfyrre gentagelser – og det helt uden at skulle se i en tekst eller på en tegning.

Sådan er vi forskellige, og selvom læringstyper ikke er helt så hotte som for et par år siden, synes jeg stadig det er vigtigt at være opmærksom på hvordan vi bedst husker og indlærer. Jeg synes også det er vigtigt at strikkeopskrifter både indeholder diagrammer og beskrivelser – for vi er forskellige.