Landporten

Som barn var jeg ofte på ferie hos mine bedsteforældre.

Min farmor og farfar boede på landet, nord for Nakskov, havde en planteskole, høns, grise, et stort hus og masser af udendørs muligheder. Her kunne vi både lege inde og ude, de store udendørs områder bød på masser af spænding og legemuligheder, vi kunne spise os en mavepine til af friskplukkede bær, kigge ind til grisene, køre på langtur på cykel eller gå ned til den lokale købmand og købe slik (indtil den lukkede).

Min mormor og morfar boede i en lille lejlighed i Nyborg med en lille gård med skraldespande, gamle lokumsskure (der ikke længere var i brug) og et par gynger under et halvtag. Inde bestod leg af stillesiddende aktiviteter og ude var der gyngerne. Som vi blev ældre fik vi lov at gå på opdagelse i byen, hente ugens blade hos den lokale købmand eller – når det stod højt køre byen tynd bag yndlingsonklen på hans knallert. Dengang boede han lige rundt om hjørnet og kom hjem med vasketøjet for at hjælpe, når hele familiens vask en gang om ugen skulle fragtes frem og tilbage til vaskeriet.

Efterhånden som årene gik blev turene ud i byen længere og længere. Ikke langt fra min mormor og morfar, nede omkring de sidste rester af voldgraven lå en fantastisk legeplads. Her kunne man kravle i temmelig fatasifulde bygninger, der ville gøre enhver nutidig naturlegeplads grøn af misundelse, og hertil gik turene tit. Vi kunne også gå den lange vej gennem centrum og videre ud bag havnen og hjem til min tante, onkel, fætter og kusiner. De havde et stort hus med masser af plads, endda i flere etager. Specielt kælderen med udgang til haven, der lå i flere nivauer var et dejligt sted at lege.

Selve Nyborg by var også spændende at udforske, men her gik vi mest sammen med min mormor, når hun var ude at købe ind. Hjemme kendte ingen hinanden, vi var vant til det upersonlige Hundige Storcenter, men når min mormor handlede var det altid med personlig betjening og ekspedienter der kaldet hende ved navn. Det var ligemeget om det var hos slagteren, i garnbutikken eller hos købmanden, alle vidste de at hun hed Fru Rasmussen, og jeg synes det var helt fantastisk.

Det eneste sted vi ikke måtte gå hen var volden. Så der gik vi selvfølgelig hen. Området omkring Landporten synes jeg var et dejligt at være. Om vinteren kunne man stå på skøjter lige neden for porten og historieinteresseret, som jeg altid har været, synes jeg det var spændende med porten,og kirkeklokkerne der i tidligere tider ringede til samling, så bønderne kunne komme ind i byen inden porten lukkede.

Landporten er den længste bevarede byport, og har rødder tilbage til Christian d. III og hans befæstede Nyborg og slot. Jeg kan læse mig til at der stadig hver aften kokken 21.45 ringes med klokkerne. Landporten var den ene af to indgange, den anden hed strandporten, og lå lige der, hvor jeg for halvanden måned siden tog et billede fra havnen op mod kirken, da vi var på vej mod guldbryllup for netop min tante og onkel, som vi tilbragte mange timer hos, når vi var hos min mormor og morfar.

Landportens nuværende form startede omkring 1660, hvor Frederik d. III fik bygget den lange tunnelgang og sat monogram på. Omkring hundrede år senere fik porten under Frederik d. IV en overbygning og den endelig udformning.

Som barn synes jeg det var spændende, når vi en sjælden gang imellem kørte gennem porten, over de toppede brosten og op mod slottet, der bag sine tykke mure gemte på mange hemmeligheder. Tænk at bo i en by med et slot. Vi boede i en kedelig forstad til København, og i min barndoms verden var der langt til København. I virkeligheden bor jeg stadig i en kedelig forstad, men den er noget ældre end det mere nyopførte beton jeg boede mellem som barn, og trods en langt kortere vej til København er den psykiske afstand i dag også langt kortere. Nu bor jeg næsten i en by med et slot…

I min mormor og morfars hjem hang flere malerier af Georg Nielsen, som malede mange motiver fra Nyborg og omegn. Et af dem var landporten, og da min mormor døde fik jeg lov at overtage netop det billede.

Da Bettina og jeg for godt fjorten dage siden kørte hjem fra Aarhus, gjorde vi holdt i Nyborg, spiste frokost og kørte en tur forbi Landporten, der i den grad fik gang i nostalgien.

Update: Jeg takker min mor, der fortæller at over tunellen i Landporten ligger store sale, hvor hun som teenager gik til gymnastik. Det vidste jeg ikke, men med sine fyrre meter og temmelig høje overbygning, må der selvfølgelig også være noget deroppe. Og at det i halvtredserne blev brugt til noget fornuftigt, giver også rigtig meget mening.