Søndagsstemningen har gjort sit indtog.
Jeg laver ikke meget i dag, har finsovet lidt efter jeg kom hjem i formiddags, har regnet om og ombegyndt et eksisterende projekt og sovet lidt mere. Varmen er øredøvende, heroppe under loftet. Vi gemmer os, og mens jeg overvejer om ikke er det bedre at sidde udenfor under parasollen, orker jeg ikke at rejse mig fra sofaen – og heden.
Vi havde overnatning i går. Slog telte op, lavede mad over bål (det er hedt at lave mad over bål i tredive graders varme…), spillede rundbold, ristede skumfiduser, fortalte gyserhistorier, sang til guitarspil og var oppe til langt ud på natten.
I morges var vi tidligt oppe, børn skulle vækkes, telte skulle pakkes sammen, grillriste og brænde sættes til side, boller bages og morgenmaden spises, inden børn blev hentet, og weekenden kunne skydes i gang med absolut ingenting.
Vi burde gå i haven. Trække ukrudt op og gøre pænt.
Måske orker jeg senere. Måske kan jeg finde noget langærmet og håbe på at myg kun angriber steder med bar hud,
Måske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar