De sidste dage (uger) har været præget af en del hektisitet. Emilie fylder atten midt i sommerferien, og belært af erfaringern, besluttede hun allerede sidste år at i morgen skal være dagen, hvor attenårsmilepælen skal fejres.
Det kan nemlig godt være svært at invitere gæster midt i sommerferien.
Der er skrevet lister – Emilie startede allerede for et år siden, jeg insisterede på at vente – der er købt ind, lavet aftaler, planlagt, inviteret og planlagt noget mere.
Sammen med et arbejdsliv, der også til tider er hektisk, en tur til Aalborg/Aarhus og sådan helt almindeligt liv, er dagene godt fyldt op. Så fyldt, at jeg ikke engang har set, at den stikling jeg satte fra den ældgamle Hoya, da den for en måned siden gav op, har transformeret sig fra at bestå af to blade til at have tre, eller at maguritterne på altanen, der har været klippet helt ned, pludselig blomstrer vildt igen.
Vi er vist klar. Emilie er bevæbnet med en lang liste over indkøb, der skal klares idag, jeg er glad for en arbejdsplads, der kan danne ramme, og inden længe står hun nok i Klubbens køkken og ruller laks til forret, bager kage og laver is til dessert.
Godt vi har mere end et køleskab og fryser.
Den endelige liste over de sidste få ting, der først kan hentes i morgen er også klar, og hvis ellers gæsterne møder op til tiden, tror jeg faktisk det bliver rigtig godt.
Kun er tilbage at beklage, at hun valgte weekenden med Le Mans – det er er Anders noget ked af. Jeg overvejer om han kan fritages fra rengøringen søndag, og i stedet se de sidste timer inden mål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar