Hvem kender ikke til manglende brikker i puslespil. Bare en enkelt brik mangler, er det ikke længere sjovt at lægge, og hvad skal man så bruge de resterende brikker til?
Vi lavede billeder.
Hvem der først fandt på ideen ved jeg ikke, men vi lavede billeder af puslespilsbrikker limet på masonitplader. Det var et supergodt projekt, som kræver tid, koncentration, fordybelse og finmotorik. Elementer, som jeg synes er vigtige i en travl hverdag. Derfor gør vi også meget ud af at lave projekter der tager tid – mellem alle de projekter, der kan laves meget hurtigt. Sådan nogle skal der nemlig også være.
Vi havde en stak tre milimeters masonitplader liggende, og brugte dem som baggrund til brikkerne. Med en blyant tegnede vi omkredsen af en figur, nogle tegnede tydelige figurer, andre bogstaver og atter andre streger, der siden blev fyldt ud.
Vi brugte bagsiden af masonitpladen, fordi forsiden er blank og maling næppe hænger særlig godt fast. Havde vi haft mod på det, kunne vi selvfølgelig have udstyret ungerne med et stykke sandpapir og slebet overfladen let, inden vi gik i gang. Det droppede vi på forhånd, og det viste sig også at blyantsstreger hang bedre fast på den ru bagside end på den glatte forside.
Brikkerne limede vi fast med skolelim. Jeg fyldte i højden med det sammen, men det viste sig hurtigt, at det var lettere at overskue udfyldningen, hvis brikkerne blev limet på lag for lag over hele figuren. Igen vendte vi bagsiden udad. Jeg gik ud fra at det ville være lettere at dække bagsiden af brikkerne med maling frem for forsiden. Det viste sig jeg havde ret, for ind imellem blev brikkerne vendt med forsiden ud, og det krævede senere flere lag maling at dække billedesiden ordentligt.
Da limen var tør og alle brikker sad fast gik vi videre til næste trin. Maling af billedet. Her viste det sig hurtigt, at det ville have været rigtig smart at male baggrunden før brikkerne blev limet fast. De børn der kom senere i gang malede derfor deres plader inden de limede brikker på. Samtidig glemmer jeg tit at det kan være svært at holde sig indenfor stregerne, også når stregerne er forskellen mellem baggrund og motiv.
Jeg brugte tre forskellige farver inden for samme farveskala, som jeg hældte direkte på bunden og spredte ud med en pensel. Igen er det langt lettere at administrere, når der ikke også skal males udenom et påklistret motiv. Altså; mal bunden først!
Med baggrunden malet var det tid til motivet. Mange steder kunne man se bunden gennem virvaret af brikker, og her ville et bunddække have været smart inden brikpåsætningen. Jeg endte med at hælde malingen direkte oven på hullerne mellem brikkerne, og bruge penslen til at “stoppe” malingen ned mellem brikkerne. Ikke en sport der gør noget godt for penslen, men det virkede.
Jeg nåede at male brikkerne mange gange, for undervejs troede jeg det ville være rigtig fint med glans på det lilla hjerte – og gav hjertet lak. Det blev ikke pænt, så frem med den lilla maling igen…
For at få brikkrne til at stå tydeligere frem endte jeg med at give kanterne på alle brikkerne en gang (faktisk to) drypaint. Det vil sige at penslen dyppes ganske let i maling, der derefter “males” godt af på et stykke papir – det skal føles som om der ikke er mere maling på penslen – derefter pensles hen over kanterne på brikkerne udefra og ind. Der afsættes lige præcis nok maling på brikkerne til at kanterne bliver heighlightede og brikkerne fremstår en smule slidte.
En enkelt brik fik et lag glimmer, mest fordi jeg kunne. Og som inspiration.
Jeg gav dem to lag drypaint. Det ene lag en smule lysere end det andet. Nogle steder fik jeg for meget på, men jeg synes alligevel effekten er rigtig flot. Under alle omstændigheder er det et projekt vi skal finde frem igen om et par år, når nye børn er kommet til og tør hoppe på vores tossede ideer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar