søndag den 30. november 2014

Det holder vand


Mit første forsøg på et krus er endelig færdigglaseret og kommet ud af ovnen.


Mit helt eget krus


Jeg troede glasur var langt mere flydende og noget der kunne dyppes i. Jeg er blevet klogere. Glasur findes i flere variationer, og den type Susanne bruger i lerværkstedet kaldes penselglasur, er temmelig tyk og skal lægges på med en pensel.

Uden at vide det, forestiller jeg mig at det er god type glasur, når der arbejdes med børn. Personligt ville jeg nok have foretrukket at have kunne dyppe hele kruset i en spand, og alting så havde været dækket.

Det er et stort arbejde at lægge glasur med en pensel. Glasuren trækker lynhurtigt ind i lerret og tørrer inden man får set sig om. Der skal lægges tre lag, for at det dækker helt, og det kan være svært at se, hvor man startede omgangen, når det første lag er lagt.

Jeg var meget omhyggelig på indersiden af mit krus. Jeg ville gerne have det skulle kunne holde vand. Jeg var knap så omhyggelig på ydersiden. Faktisk lagde jeg med vilje ikke tre lag hele vejen ned. Jeg ville se forskellen.


Mit helt eget krus

Mit helt eget krus


Nu er det færdigt, og selvom indersiden umiddelbart ser fin ud, er der små huller i glasuren jævnt fordelt indeni. Også udenpå, men det betyder ikke helt så meget.

Som første forsøg hældte jeg vand i koppen og drak af det. Det virkede fint. Dejligt tænkte jeg, pakkede kruset ind og tog det med hjem.

Hjemme blev jeg alligevel i tvivl. Holder det nu? Duer det? Kan det holde vand? Så jeg fyldte varmt vand i kruset og lod det stå på en serviet i en større skål hele natten. Papiret var en anelse fugtig næste morgen, men jeg tror måske mere det drejede sig om at jeg havde skyllet hele kruset og ikke tørret godt nok, inden jeg satte det på papiret.

Om ikke andet er det nu i brug. Uden våde pletter på underlaget og med varm the i koppen.

Jeg havde håbet på en lidt lysere grøn. Jeg anede ikke hvordan glasuren ville se ud efter turen i ovnen – men det er småting, og faktisk ret ligemeget. For jeg er afsindig glad for min kop.

8 kommentarer:

  1. Godt med sit eget præg på kaffekoppen:.-)

    SvarSlet
  2. Fedt krus, det kan du sagtens være stolt af

    SvarSlet
  3. det passer garanteret rigtig godt i din hånd og så er det jo bare smukt !

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør det Evi, og jeg er meget glad for det :)

      Slet
  4. Vild smukt krus - facon og farve er perfekte. Jeg er sikker på, at du kommer til at drikke mange krus the af dette krus. Der er noget særligt ved selv at have formet det selv. Jeg har nogle raku krus, som jeg selv har lavet. Jeg nyder at drikke af dem - men mindst også at vide, at jeg selv har formet dem samt fornemmelsen for, at det tager tid at lave et krus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Unikarina, raku er fantastisk og jeg gad godt lære noget mere om det. Dengang jeg gik på efterskole lavede vi nogle forsøg med vores kreative lærer. Det var superspændende, det gad jeg godt engang igen :)

      Slet