Det holder vand

Mit første forsøg på et krus er endelig færdigglaseret og kommet ud af ovnen.

Jeg troede glasur var langt mere flydende og noget der kunne dyppes i. Jeg er blevet klogere. Glasur findes i flere variationer, og den type Susanne bruger i lerværkstedet kaldes penselglasur, er temmelig tyk og skal lægges på med en pensel.

Uden at vide det, forestiller jeg mig at det er god type glasur, når der arbejdes med børn. Personligt ville jeg nok have foretrukket at have kunne dyppe hele kruset i en spand, og alting så havde været dækket.

Det er et stort arbejde at lægge glasur med en pensel. Glasuren trækker lynhurtigt ind i lerret og tørrer inden man får set sig om. Der skal lægges tre lag, for at det dækker helt, og det kan være svært at se, hvor man startede omgangen, når det første lag er lagt.

Jeg var meget omhyggelig på indersiden af mit krus. Jeg ville gerne have det skulle kunne holde vand. Jeg var knap så omhyggelig på ydersiden. Faktisk lagde jeg med vilje ikke tre lag hele vejen ned. Jeg ville se forskellen.

Nu er det færdigt, og selvom indersiden umiddelbart ser fin ud, er der små huller i glasuren jævnt fordelt indeni. Også udenpå, men det betyder ikke helt så meget.

Som første forsøg hældte jeg vand i koppen og drak af det. Det virkede fint. Dejligt tænkte jeg, pakkede kruset ind og tog det med hjem.

Hjemme blev jeg alligevel i tvivl. Holder det nu? Duer det? Kan det holde vand? Så jeg fyldte varmt vand i kruset og lod det stå på en serviet i en større skål hele natten. Papiret var en anelse fugtig næste morgen, men jeg tror måske mere det drejede sig om at jeg havde skyllet hele kruset og ikke tørret godt nok, inden jeg satte det på papiret.

Om ikke andet er det nu i brug. Uden våde pletter på underlaget og med varm the i koppen.

Jeg havde håbet på en lidt lysere grøn. Jeg anede ikke hvordan glasuren ville se ud efter turen i ovnen – men det er småting, og faktisk ret ligemeget. For jeg er afsindig glad for min kop.