Det er efterhånden et par dage siden de første tre par - af de fire par - sokker til Daniel blev færdige. Siden jeg strikkede Conflux har tanker om hvordan svungne sokker egentlig bliver til, og hænger sammen, fyldt - med mellemrum.
Da jeg alligevel ville strikke tog jeg udfordringen op og har strikket svungen svang på alle tre par. Jeg har ikke fundet den rigtige løsning endnu, men jeg tror jeg er godt på vej.
De svungne sokker – eller archshaped, som det så pænt hedder på engelsk – sidder bare bedre om fødderne. De føles rigtig gode at have på, og som udgangspunkt er det ikke svært at strikke dem. Det handler vist mest om at knække koden. De tre første par har alle små forskelle. Nogen mere end andre. Jeg kan kun sige, at for hvert par har jeg lært noget nyt.
Koden. Den har jeg ikke helt knækket endnu. Eller det har jeg, nu handler det bare om at regne ud hvor meget og hvornår – specielt hvis formen også skal fungere på kortere fødder end Daniels.
Derfor her jeg gemt garnet til det fjerde par, og har i stedet kastet mig over sokker til Emilie. Fra Daniels størrelse 44 til Emilies størrelse 39, har jeg pludselig mindre plads til at få svunget maskerne om fødderne, med den buede svang til følge.
Forresten blev jeg i tvivl, om det blev for feminint med buede sokker og nye maskeretninger, så jeg spurgte Anders. Han svarrede:
“Nej er du gal! Det er jo traktorspor, og det giver helt sikkert en ti procents hastighedsøgning. Ligesom når man maler sin bil Farrirød.”
Kan man så andet end fortsætte?
Så dejligt med en mand, der ser muligheder!! "ligesom når man maler sin bil Ferrari-rød"
SvarSletHold fast i ham!! :-)
Lotte, jeg holder meget af ham :)
Slet