Det første færdige keramik

Endelig er det første færdigglaserede keramik kommet ud af ovnen. Det kunne have været sket før, men Susanne var syg, og jeg kan mærke at min viden om ler og glasur kan ligge på så lille et sted, at jeg endnu ikke er parat til at stå med børn, der spørger og glasur, jeg ikke er helt sikker på. På den anden side kunne det også være et velvalgt spring ud på det dybe.

Jeg krydser alligevel fingre for, at Susanne er rask på torsdag.

Men altså ovnen stod klar, jeg vidste vores glaserede ting stod derinde og jeg vidste også at det måtte være færdigt. Jeg endte med at spørge Peter. Peter er den eneste anden med viden om ler, glasur og de store ovne. Jo, sagde han, den er færdig, og så åbnede han.

Derefter kunne jeg tage den ene fine ting efter den anden ud af ovnen. Fint stablede efter alle kunstens regler og med glasur, der havde skiftet farve, så ikke alle var tilfredse med resultatet.

Jeg havde lagt bladgrøn glasur. Eller det var navnet på bøtten. Lige netop den glasur var måske en lille smule for tør. Jeg vidste det ikke, men kunne godt bagefter se – når jeg kiggede i de andre bøtter – at den ikke lignede helt. Min glasur krakelerede, da den tørrede, og jeg var spændt på hvordan den ville agere i ovnen.

Er det ikke altid sådan? Glasur er noget man altid kan være spændt på.

Jeg endte med en glasur, der ligger lidt tilfældigt. Jeg var ellers ret påpasselig med at lægge den jævnt. Men faktisk synes jeg det er blevet ret flot. Farven er også fin – omend jeg nok ikke ville kalde den bladgrøn.

Den virkede bare oplagt til den lille skål jeg lavede af blade. Bladene fandt jeg udenfor, lavede aftryk af med en kagerulle, inden jeg skar dem ud og samlede til en lille skål.

Den er ikke så stor, men den skal nok kunne indeholde en karamel eller to.

Og så har den givet mig blod på tanden efter mere.