Bolsjepædagogik

Vi taler tit sprog i Caféen. Vi taler tit om bandeord, negative ladninger og hvordan det påvirker os.

Nogen gange hjælper det. Andre gange går det hen over hovedet. Nogen gange er vi meget opmærksomme. Andre gange drukner det hele og vi bliver døve. Nogen gange får vi nok. Andre gange er andet vigtigere.

Lige nu fik vi nok. Ikke så meget i Caféen som i Klubben. Men det smitter. Også nok-heden, og så forsøgte vi at sætte fokus.

Det lykkedes hos nogen. Dem, der gerne snakker, dem vi taler mest med og dem som bevæger sig tættest på de voksne. Her fik vi lyd og blev hørt. Her snakkede vi, her stillede vi spørgsmål og her var nogen som begyndte at overveje. Og begyndte at lytte til egne ord.

Men der var også dem som vi ikke fik i tale. Specielt dem ved computerne. Computere er en verden for sig. Computere genererer ofte grimme ord. Det er nødvendigvis ikke et stort problem. Men det bliver det, når samlingen af grimme ord luftes lige midt blandt alle os andre. Alle os, der ikke gider høre om død og ødelæggelse. Og hvad der skal gøres ved hvem. Og hvorfor.

Jeg fik en tanke. En tanke mine kolleger hurtigt sprang på. En tanke jeg skyndte mig at sige højt. En tanke der vandt genklang. Af helt forskelliige bevæggrunde.

Jeg lovede alle ungerne is, når de en hel dag ikke bander.

Jeg skal lige love for at det satte fut i fokuseringen. Jeg skal lige love for at der var børn, der pludselig lagde meget mere mærke til hvad de går og siger. Jeg skal lige love for at hele snakken om bandeord kom på dagsordenen.

Det er ikke lykkedes endnu!

• Men det er lykkedes at sætte fokus på problemet.
• Det er lykkedes at få alle til at tænke tanker.
• Det er lykkedes at få enkelte til helt at holde op med at bande.
• Og det er lykkedes at få stillet en hel masse spørgsmål, der ellers ikke var særlig interesse om.

Det er to uger siden. Jeg vidste godt at det ikke ville ske fra den ene dag til den anden. Jeg troede også der ville gå længere tid inden de lovede is skulle i hus.

Indtil i fredags. Eller torsdags. For der er nogen som virkelig har gjort en indsats, som virkelig har overvejet og prøver og næsten ikke eller slet ikke bander mere. Alle har en gjort en indsats. Nogen mere helhjertet end andre. Nogen udelukkende for isens skyld. Men alle har fået øjnene op for problemet. Også selvom de ikke ved det.

Og det skal honoreres. Altså lovede jeg torsdag, at der ville være is fredag. De blev næsten mere glade for lovningen end da isen endelig stod på bordet. Selvom det bestemt også var rigtig, rigtig godt.

Nu er isen spist, men vi har ikke sluppet fokuseringen. Forresten ligger der en omgang is mere i fryseren. Berit mente nemlig at der også skulle være til den dag, det for alvor lykkedes.

Men det er ikke sket endnu!