Lige her og nu

Det er fredag. Det er weekend. Jeg er helt alene hjemme.

I klubben er der julefest for børn og forældre. Som udgangspunkt skulle jeg ikke være med, men som tiden gik, flere var syge og et par stykker har svært ved at passe på sig selv, lovede jeg at sætte kryds og stå standby. For et par dagen siden mente Henrik det ville være nok, hvis bare jeg blev til maden var helt klar. Da klokken slog fire og vi lukkede, var der stadig meget at gøre. Men ikke for mig. Jeg blev sendt hjem, de andre skulle nok klare sig selv.

Det var der ikke nogen, der skulle sige til mig to gange, og nu sidder jeg her helt alene.

Det er dejligt.

Emilie er på arbejde. Hun er glad for sit arbejde. Og de er vist glade for hende. Det er skønt at tjene penge og endnu skønnere når længe ventede bestilte kjoler ankommer. Hun forelskede sig for længe siden, og da første månedsløn tikkede ind skulle det være. Det er en måned siden, men ingen kjole ankom. Den kom i dag. Den ligger på hendes seng, og jeg har højtideligt lovet ikke at kigge.

Så det gør jeg ikke, men venter i stedet på modeshowet, når hun kommer hjem.

Anders er til julefrokost. Tidligere i dag tikkede sms'er ind om at han ihvert fald ikke havde skåret sig i hånden. Om han i hvert fald ikke skulle syes, og at hvis han havde skåret sig ville det overhovedet ikke bløde. Om at snitsår på fem centimeter ikke hørte til hos ham og at han vist var lidt tosset og, at nu måtte det godt holde op med at bløde..

Jeg er lidt spændt på om han kommer hjem med sådan et sår der gør ondt at se på.

Men nu er jeg alene. De sidste gaver til en adventskalender er pakket ind. Jeg havde ikke forestillet mig store gaver, men det skulle blive anderledes. Og næsten for nemt.

Til Daniel er der den der elkedel han mangler og som jeg egentlig tænkte han skulle have i julagave. Der er også køkkengrej Anders mente han ikke kunne undvære. Som han bare skulle have haft, men som jeg gaflede. Så er der sokkerne, han selv valgte garn til, og som han ingen anelse har om, hvor længe har ligget færdige. Endelig stod jeg i søndags på et loppemarked der var ved at lukke og kunne slæbe den lækreste sømandsagtige overfrakke med skinddetaljer, lækre lommer og fuld foring med hjem. Til halv pris (af en i forvejen latterlig lille pris), for manden gad ikke tage den med hjem igen. Nærmest ikke brugt. Jeg kan ikke se den har været brugt. Et fund, jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig at kunne gøre.

Til Emile venter bogen med julelækkerier, konfekt, mad og alskens andet, der stod sat ned i Netto. Der ligger også en billet. En billet der skal åbnes og bruges på søndag, når vi tager i teatret og ser Skammerens Datter sammen med min mor. Der er også garnet hun selv har valgt farve til og som hun selv har ytret mere end et ønske om skal forvandles til en lyserød version af Stephen West årlige mystery. Hvis ikke jeg holdt godt fast. havde hun for længst hugget mit. Og endelig en bunke småting hun altid står og mangler og som jeg nok alligevel havde købt og givet, havde det ikke været så tæt ved jul.

En samling gaver jeg glæder mig til at give. Gaver der er langt mere værd, end det jeg tidligere brugte på daglige kalendergaver, men som ved et lykketræf har kostet langt mindre. Gaver de begge formentlig alligevel ville have fået, men som nu får en anden drejning og glæder dobbelt.

Jeg er stadig alene hjemme. Om en time har Emilie fri, og jeg vil nyde tiden alene, inden hun dukker op fyldt med ord og tanker og sætninger, der skal deles. Jeg vil smække benene op, drikke af min the og finde den nemmest mulige løsning for aftensmad.

Jeg vil nyde at det er weekend.