Bagedyst

Kan vi ikke lave en MasterChef bagedyst? spurgte et par af pigerne engang sidste måned. Joh.. det mente jeg da nok vi kunne. Og så gjorde vi det.

Tretten unger mødte op. Henrik havde købt uanede mængder æg og smør og flødeost og flormelis og nødder og vanilie, gulerødder, marcipan og alt muligt andet bagerelateret.

Vi indtog skolekøkkenet. Ni ovne var i brug. Nogen bagte alene, andre var sammen to og to. Store planer havde de alle, og superhyggeligt var det. Jeg havde naivt troet at jeg kunne sidde i et hjørne og strikke, mens bagningen stod på. Jeg skulle bare lige lægge de der seksogtyve sandwiches sammen, som jeg havde bagt boller, snittet, blandet og gjort klar til. Selvfølgelig kunne Henrik tage hjem. Jeg kunne sagtens klare det alene.

Naivt måske.

Efter to timer var sandwichene færdige, og jeg havde ikke siddet ned en eneste gang. Ustandseligt var der spørgsmål, brug for hjælp eller bare nogen der ville vide. Resten af aftenen gik lige sådan. Alle var glade, ingen klagede over at hjælpen ikke stod klar på minuttet. Stemningen var fantastisk og kagerne var supergode.

Jeg gør det gerne igen.

Men helst ikke alene.

For selvom det var superhyggeligt. Selvom alle var glade og ingen sagde det mindste negative. Så tager jeg helt ærligt alle mine ord i mig igen. Alt hvad jeg nogensinde har sagt om egne børn og manglende hjælp i køkkenet. Jeg æder dem alle. Mine børn gad muligvis ikke.. men de kunne.

Naivt måske.

Men det overraskede mig alligevel hvor lidt sans for rengøring, opvask, overblik og størelsen på en deciliter de har.

Til gengæld skal det siges at alle kagerne – uden undtagelse – smagte rigtig godt. Og havde den helt rigtige svampede konsistens.

Da klokken blev otte og Klubben, der havde haft aftenåbent lukkede, kom de voksne dernedefra op og sagde hej. Og smagte kage. Præmier blev delt ud – det var vel en kagekamp. Der var både til den pæneste kage og den der smagte bedst. Dommerne var ungerne selv, der uden andre hørte gav mig stillingerne, og ikke måtte stemme på sig selv,.

Og lige der hvor alle nok var ved at være lidt trætte og igen tørrede de sidste borde og vaskede de sidste skåle, gik kagekampen over gevind og halve muffins fløj pludselig gennem luften. Så fik jeg nok. Det er ikke tit det sker, men ind imellem gør det. Jeg sendte dem allesammen hjem, sagde tak for en dejlig aften og lovede jeg nok skulle rydde det sidste.

Anja blev og hjalp. Det var skønt. Og godt en time senere end forventet, kunne vi vende næsen hjemad.

Det var altså en skøn aften. Næste gang skal vi bare lige være nogen flere voksne.. Bare nok til at kunne holde bagerne i ørene og sørge for de husker rengøringen. Om de vil eller ej!

Og nu er jeg forresten klar til at knalde brikker…