Shyyy... du må ikke sige det til nogen

Jeg har lovet mig selv (og Anders), at efter jul, færdiggørelsen af poncho og julegavepulsvarmere, skal jeg ikke strikke andet end Anders' sweater, jeg startede for flere år siden, og som jeg gentagne gange har holdt ham hen med.

Og så lige de to par pulsvarmere, jeg juleaften lovede Daniel som kompensation for de to par, der ikke rigtigt passer.

Jeg har også lovet mig selv (og nogen andre) at lave en flok mindre  flettede tasker inden januar er slut.

Det burde betyde jeg under ingen omstændigheder skal lave noget som helst andet. Starte noget op. Finde noget frem. Eller bare fortsætte på et af de andre ufærdige projekter (som forresten også har en plan om at blive færdige).

Samtidig ligger to helt nye projekter og lokker. Der var garn i et par mine gaver. Garn og opskrifter. Mens den ene er lige til at gå til, og af sådan en slags, som jeg bare har lyst til at kaste mig over, kræver den anden lidt mere eftertænksomhed. Begge garner er skønne, lækre, bløde og helt fantastiske. Og lokkende.

Men jeg kan godt vente.

Jeg har jo en plan.

Derfor forstår jeg ikke rigtigt hvordan det pludselig gik til, at jeg ikke alene købte en opskrift, men også bestilte garn. Lækkert garn. Fra Holst. Uld og silke.

...

Jeg må vist bare indrømme, at jeg ikke kan stå for mysterier.

Slet ikke når, designeren er en jeg synes har lavet nogle spændende ting i forvejen.

...

Jeg leder ikke engang efter dem.

Mysterierne.

De dukker bare op.

...

Jeg har regnet på Anders' sweater.

Jeg har strikket en trediedel af det første ærme.

Jeg har færdiggjort det første par af de to til Daniel.

Og slået op til det andet par.

Jeg har klippet til de første to små punge.

Og jeg har altså også smugstrikket på første clue af Joji's mysterie.

Men du må ikke sige det til nogen.

Jeg prøver at holde det hemmeligt.

Mest for mig selv.

Anders griner bare.

Og siger, at det styrer jeg selv...