Papmacheudvikling

Julen er ved at blive pakket væk. Et skridt ad gangen. Jeg har ikke travlt. Der har ikke været mere jul fremme i år, end det er til at overskue.

De sidste to juletræslys fra æsken er for lidt at gemme. De får lov at give englespillet en sidste omgang.

Imens kigger jeg billeder, og frem dukker dukkerne fra Emilies Projektopgave fra før jul. Opgaven der bragte hende alene til Geologisk museum. Projektopgaven om menneskets udvikling.

De startede med at være to. Undervejs blev hun alene om opgaven. Det var planlagt, hun vidste det godt. Alligevel føltes opgaven rigelig stor de sidste dage.

Som produkt valgte tøserne at lave tre papmachefigurer, der skulle symbolisere tre forskellige stadier i menneskets udvikling. Tre sjove figurer, der nok mest er sjove, og som gav en smule grå hår og panderynker, i forsøget på at blive færdige.

En abe. Den sjoveste og hyggeligste abe jeg længe har set.

 

En hulemand - der forøvrigt har været oppe at slås med en bjørn, og derfor mangler halvdelen af den ene arm og har et stort ar på maven. En heldig udvikling, når bollonen til den ene arm, pludselig har tabt luft og figuren på vej hjem til færdiggørelse knækkede midt over, og krævede noget reparation.

Han har også noget eksem i ansigtet, derfor de to hudfarver. Eller også var det noget med, at det i skyndingen var svært at ramme samme blanding anden gang.

Og endelig et menneske, som de ser ud i dag. Meget bleg og skaldet. Frisøren gad ikke mere, og ordinerede hundeklipperen sat i aktion.

Efterfølgende mente hun, at de to sidste måske burde have byttet plads. Noget med størrelsesforholdet. Hulemennesker blev vist ikke så høje, som vi gør i dag. På den anden side, ville historien om bjørneoverfaldet have været lidt sværere at retfærdiggøre for et nutidsmenneske.

Da dagen for fremlæggelsen stod for døren, var hun absolut ikke tilfreds. Hun mente ikke hun kunne noget. Hun mente ikke det han havde skrevet var godt nok. Og hun ville helst blive under dynen.

Hun havde samme mening, da dagen var slut. Endnu værre var det dagen derpå, da karakterene skulle uddeles. Hun tog af sted med et spinkelt håb om nul-to, men forventede mindre.

Lærerne sagde fremlæggelsen var god, hun havde lært en masse, hun havde skrevet en god opgave, papmachefigurerne var sjove, men måske var emnet en smule for stort.

Resultatat var et syvtal, og et tøsebarn med langt mere tro på sig selv. Samtidig er hun ikke i tvivl om, at emnet, når den ægte eksamen næste år står for døren, skal være langt mere snævert.