Jeg har været i Frederikssund i dag. Jeg har brugt timer i dejligt selskab, med strikkepinde, snakketøj, skøn mad og gode samtaleemner.
Jeg har været ude i sneen, der faldt eventyragtigt, mens togene var forsinkede. Jeg har været med et overfyldt tog, fyldt med flere cykler, end jeg nogensinde før har oplevet. Fyldt med glade, hjælpsomme, sjove mennesker.
Nu er jeg hjemme igen. Varmer mig med theen, nogen var så søde at sørge for stod klar, da jeg trådte ind.
Men længe inden togture den ene og den anden vej var jeg på arbejde. En dag der bød på snak om kræfter. Drenge i sjete-syvendeklassesalderen har mange flere kræfter, end de selv går rundt og tror. Det mærker de små, når sneen falder tæt, og der er vaskere i luften.
Det er en tilbagevendende snak. Der er altid drenge, der har flere kræfter, end de tror. Der er altid drenge, der bliver overraskede over, hvad kræfter kan betyde for de små. Der er heldigvis også altid drenge, der lytter midt i overraskelsen.
I pausen mellem personalemøde og børneopdukken, gik jeg en tur udenfor. Oppe i vinduerne på anden sal hang to tøser. Den ene er min. De fortalte om ris. I en taske.
I Emilies klasse har de trukket nissevenner. Emilie vil helst være en sød nisse. Hun har pakket masser af slik og chokolade ind, som den udkårne skal begaves med. Allerede er blevet begavet med. Hun har klistert nisser på den andens skuffe. Det første blev hurtigt opdaget, skuffen var der ikke meget opmærksomhed mod.
Og så har hun haft ris med. Halvanden pose grødris. I dag blev de hældt i en skoletaske. Emilie vil helst være en sød nisse, så hun havde ikke mod til at gøre det selv. Samar havde ingen skrupler. Hældte hellere end gerne.
Mens jeg stod i gården, og tøserne hang ud af vinduet, overvejede nissen, om ikke hun kunne nå at hælde risene ud igen.
Da skoledagen var slut, og tøserne grinende væltede ind ad døren, kunne de berette om en modtager, der et kort øjeblik mente at have en meget dum nisse... Chokoladen derimod havde han ikke noget imod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar