Hele vejen gennem Emilies projektopgave holdt tanken om, at trampe papmachefigurerne til ukendelighed, når det hele var overstået, hende oppe.
Hun nærmest messede - jubii, jeg skal trampe på dem... jubii, jeg skal trampe på dem... jubii, jeg skal trampe på dem...
Jeg synes det var en lidt voldsom dom over de stakkels dukker. Men det var hendes dukker, hendes beslutning. Og hvor skulle hun have dem. Plads er ikke det, vi har mest af.
Som det venlige barn Emilie er, ventede hun med at trampe på dukkerne, til jeg havde taget billeder af de hele figurer. Men så heller ikke længere.
Juhuuu, råbte hun, nærmest, smed dukkerne på gulvet og hoppede.
Den første døde hurtigt, men så skete noget, jeg ikke lige havde forudset. Og som var hele henrettelsen værd.
Samtlige Caféens drenge - som ellers gerne hopper på hvad som helst, hvis det betyder ødelæggelse - lagde sig imellem. Nej! lød det fra forfærdede drenge - Du må ikke ødelægge dem.
En af drengene kidnappede aben, og gjorde et godt forsøg på at redde den. Mens alle de andre drenge, undrende så på.
Emilie holdt fast, tilbagetog aben, og efter nogen diskussion frem og tilbage lå de tre figurer med blødende kraniebrud og temmelig flade på gulvet.
Hendes eneste anke nu er, at hun ikke ventede og lod Samar have del i festlighederne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar