fredag den 4. maj 2012

Tidligt oppe


Tidligt en hellíg fredag er jeg oppe og i gang med pakning og planlægning til en weekend et stykke sydpå.


Maj 2012


Ikke alene er det er Store Bededag og vi har spist varme hveder, men dagen i dag er også dagen, hvor min søsters ældstefødte, Nicklas, fylder tolv.

Jeg har købt musik, jeg ikke kender, og ved nærmere bekendtskab ikke føler trang til at kende. Til gengæld stod det mellem hans ønsker. Jeg har syet bukser. Det stod ikke mellem ønskerne, men er i højere grad noget, jeg føler for. Og så er han en af den slags drenge, der altid har hul på knæene - både huller i tøjet og på ham selv. Jeg går ud fra, at skulle han ikke selv synes nye bukser er en god gave, vil forældrene forstå at glæde sig.

Jeg har tjekket op på temperature og lovede regnbyger. Vi planlægger at blive hele weekenden, hvilket kræver mere end et sæt tøj. Vi pakker og overvejer og mon ikke det hele kommer med. Også den aflagte frakke, Emilie vil give videre til Victoria, sammen med en nederdel og hvad vi ellers synes kræver tid til videregivning.

Snart skal vi afsted, for selv på højhellige fredage kan det være nødvendigt at komme ud af døren i god tid. Specielt når meningen er, at vi skal befinde os i Mogenstrup inden klokken elleve, og turen foregår med offentlige transportmidler.

Jeg holder meget af at køre i tog, og når så min mor og Annelise sidder i samme tog - og endda har lovet et forsøg på afspærring af pladser - er der allerede på forhånd langt op til en hyggelig togtur.

Nå! Jeg må hellere komme videre, finde kælderen og den kuffert, der skal indeholde både gaver, arvestykker, strik, tøj og alt det andet, der hører sig en weekend hjemmefra til. 

2 kommentarer:

  1. din forventningsglæde er smittende. det lyder til at blive en dejlig weekend for dig og familien.

    SvarSlet
  2. Tak Evi. Du kan tro, det har været en dejlig weekend :)

    SvarSlet