Flyvefærdig

 

Så skete det.

Det længe planlagte. Det med glæde set frem til. Det jeg alligevel ikke havde set komme så hurtigt.

Daniel er flyttet hjemmefra. Lånebarnet er ikke længere til låns. Han er klar til at stå på egne ben.

Kan man nogensinde for alvor blive rigtig forberedt på den dag? Jeg føler mig pludselig uforberedt. Også selvom jeg gerne indrømmer at have glædet mig. At have set frem til mere plads. At vide han kan. Og være helt sikker - dybest inde - på at det er godt for ham. At han er parat. Klar.

Helt flyttet er han nu ikke. Her står stadig mange ting. Og det med mere plads, kommer nok hurtigt til at tage et par uger.

Men hans seng er flyttet. Og det meste af hans tøj. Sammen med det allervigtigste.

Helt alene bliver han ikke. Han flytter nemlig ind. Ind hos en kammerat, der kender alt til at at bo på egne ben. En kammerat der mangler en roommate. En mangel der har stået på et par måneder, siden den gamle roommate strækte sine vinger og flyttede helt på egen hånd. Tilbuddet har ligget klart lige siden pladsen blev ledig. Men først nu er der økomomisk grundlag. Først nu er han helt klar.

Så mangler bare logistikken.

Jeg havde lovet at hjælpe med sengen. Jeg afmonterede den i aftes, og da jeg havde fri i dag, og Daniel var nået hjem, fik vi båret det hele ned ad trappen, lagt hen over og i Emilies avisvogn, der af mere dunkle årsager stadig ikke er afhentet - meget heldigt - og af sted gik det, tværs over Roskildevej mod den nye beliggenhed og en låst dør.

Daniel har nemlig endnu ikke fået nogen nøgle. Ekstranøglen er hos viceværten, der gerne skulle fikse et afløb, og kammeraten viste sig at have glemt sengeaftalen og i stedet besluttet at arbejde et par timer længere.

Der stod vi så. Uden kontakt og uden mulighed for at komme ind. Det lykkedes dog at komme ind i opgangen og fri for regnen, der havde sat ind. Senere lykkedes det at komme i kontakt med kammeraten, der nu var inviteret ud at spise med chefen...

Heldigvis havde kammeratens forældre nøgle til et kælderrum, enkeltdelene kunne pakkes væk og Ungersvenden gik med forældrene for at vente på en hjemkommen kammerat og mulighed for at komme inden døre.

Så vidt jeg forstod, havde de allerede tidligere aftalt at kigge på det der nøglenoget i morgen :)