Festival

Da vi søndag kørte mod Saltum og årets uldfestival var vejret skønt, solen skinnede og stemningen var høj.

Vi ankom tidligt, til en by der ikke virkede særlig vågen, men så absolut blev det, mens vi gik rundt.

Jeg nød fårene og den arbejdsglade hund, damen der farvede garn efter oldnordiske traditioner og den traditionelle husflid i arbejdende værksteder.

Der var masser af salg - næsten for meget set med mine øjne. Jeg vil hellere se et klippet får eller et arbejdende værksted end en samling sælgere, der tager på marked nærmest uden markedstilbud. Ikke at jeg ville købe mere, men ordet festival får ikke umiddelbart mine tanker hen mod salg i stor stil.

Jeg har ikke været i Saltum før, og har derfor ikke noget sammenligningsgrundlag. Jeg havde hørt om en by, der var som forvandlet, om en by med masser af områder med både det ene og det andet omhandlende uld.

Jeg oplevede en by, hvor stort set alt var centeret om knudepunktet, og den ene stand, der ikke stod sammen med alle de andre, virkede en smule sat i skammekrogen. Jeg vidste ikke bedre og formodede at sådan skulle det være.

Jeg mødte også en by, hvor indbyggerne bidrog langs fortorve med boder og lopper, der gav rig mulighed for at finde et fundt eller to. Det var dejligt at se lokalbefolkningen bakker op om foretagenet og glade følger med.

Måske var jeg en smule skuffet. Var det alt? Var det, det vi kørte så langt for? Virkelig? Jeg ville sikkert gøre det igen, for selskabet var skønt og hele weekenden en oplevelse.

Alligevel følte jeg mig en smule snydt, da jeg læste Kirstens anmeldelse af festivallen. For hun ved hvad hun snakker om, og jeg synes det er ærgerligt når noget stort bliver ordinært og ikke vokser og udvikles.