Mod Saltum

Det er flere år siden, jeg første gang hørte om Uldfestival og Saltum. Da jeg efter sidste års festival pippede en enkelt gang om ønske om at deltage, lovede Karina prompte at hendes forældre kunne lægge hus til, Bettina hoppede straks på, og inden jeg så mig om havde vi en aftale. Vi skulle også have haft Henriette med, men hun måtte desværre blive hjemme.

Der er langt til det nordlige Jylland, specielt i bil, som ikke hører under min yndlingskateori ud i transport. Men til tider er det, det mest geniale. Jeg blive køresyg, når jeg skal langt og jeg kan hverken læse eller strikke. Havde jeg haft pladsen på forsædet, kunne jeg nyde udsigten, men med Karinas lange ben og hendes evne til at kunne både snakke og strikke undervejs, virkede det som en bedre fordeling at overlade mig bagsædet, den dårlige udsigt (hvorfor jeg ikke får helt det samme ud af sidevinduerne, skal jeg ikke kunne sige), og småslumren med et blødt sjal bag nakken. Det gav mere plads til de snakkende damer på forsæderne.

Der er smukt i Danmark, og selvom jeg helt klart ville have set mere af den grønne natur, havde vi kørt i tog, var det en dejlig tur og en skøn weekend i godt selskab. Jeg kiggede lidt i ny og næ, men størstedelen af udsynet over Hornsherred, Isefjorden, Odden, Østjylland, Himmerland og Vendsyssel så jeg ikke meget til...

På udturen stoppede vi i Gug og kiggede garn. Vi købte også lidt - som Karina så beskedent udtrykte det, nøjedes jeg med et enkelt garnnøgle. Anders var noget sværere at overbevise og svarede med en anelse skepsis: "et enkelt garnnøgle?".. Han er ikke nem at narre. Måske endda med rette. Det enkelte garnnøgle er viklet om en cone og vejer i retningen af sekshundrede gram.

Mens jeg nøjedes med det enkelte nøgle, slæbte mine rejsekammerater noget mere med sig. Måske blev jeg blind, midt i alle herlighederne, måske er det bare rigtigt, at jeg har det fint med at have set og vide hvor garnet er. Så længe jeg ingen planer har, ligger det godt, hvor det ligger.

Vi fik hilst på Liselotte, Ella og Hanne. Det var dejligt at få sat levende ansigter på mennesker, jeg har læst med hos og føler en smule bekendtskab med.

Fra garnudsalget kørte vi videre mod Karinas barndomshjem, hvor Bettina og jeg uden tvivl bliver kendt og omtalt som de mærkelige damer, der hverken spiste brød eller kartofler, og som selv havde mad med. Forhåbentlig også lidt som Karinas søde og rare veninder. I hvert fald var det hyggeligt, både at se og møde familien, vi tidligere kun har hørt om.

Lørdag endte sent. Søndag startede tidligt, for Saltum kaldte og vi ville have så meget ud af dagen som vi kunne.