Med hiv og sving... Og endeligt

Det er efterhånden tre uger siden Daniel forlod os, for at stå på egne ben. Tre uger med et værelse, der stod ubrugt hen, men ikke kunne tages i brug. Det er længe i en lillebitte lejlighed.

Alle hans ting stod der stadig, og selvfølgelig er det ikke sådan lige, og vi gav ham gerne tid. Men ikke oceaner af tid.

Jeg havde håbet at han i torsdags ville komme forbi og sortere i tingene. Med fire dages fri, kunne jeg snildt se mig selv i gang med en større omrokering. Men sådan gik det ikke.

Daniel havde godtnok fri i torsdags, men han havde også en afprøvning og samtale. Det trak ud, og han kom aldrig forbi. Fredag var han igen i Hillerød, og inden han nåede hjem, var han for træt.

Okey. Godt så. Lørdag da? Jo, han kom forbi lørdag og sorterede. Jeg mødte ham, da jeg kom hjem fra Frederiksberg. Nu skulle han videre, men lovede at komme søndag.

I dag nåede klokken at blive tre, inden min tålmodighed var ved at være brugt op. En opringning viste at Ungersvenden kun mente at have sagt, han "måske" ville komme forbi i dag. Han havde mange gode undskyldninger for ikke at komme - alle bundende i noget dagen-derpå-noget og søndagstræthed. Jeg fik nok. Sagde at han havde en time til at stille på adressen. Og det kunne kun gå for langsomt!

Vel fremme viste det sig at sorteringen fra i går ikke var helt så grundig som beregnet, og inden jeg så mig om, var der gået temmelig lang tid med en finsortering af det tilbageblevne.  Noget skulle med, noget skulle smides ud, og noget skal gemmes og i kælderen herhjemme. Når to unge gutter deler en lejlighed er det begrænset hvad der kan komme med. Specielt når den ene allerede har boet hjemmefra længe nok til at have opbygget det meste af et hjem, og den anden aldrig har tillagt det den store betydning.

Da først sorteringen var overstået, tog det ikke lang tid at bære alting ned, smide affaldet ud, stoppe gemmerne i kælderrummet, og med milimeterakuratesse at stoppe kasser og poser i Emilies avisomdelingsvogn, der fungerede fint til formålet.

Surret fast med alle mine elastikker, kunne turen gå den godt ene kilometer, til Ungersvendens nye tilholdssted. Denne gang lykkedes det at komme med ind, og se hvordan de har fundet plads til hinanden.

Mens kammeraten råder over soveværelset i den toværelses, der i grundplan er større end vores med tre, huserer Daniel i den ene ende af stuen, der snildt ville kunne deles, er der brug for mere privatliv.

Foreløbig klarer han sig fint, og der er heldigvis adgang til begge værelser fra gang og køkken, så de ikke behøver forstyrre hinanden, skulle der være overnattende gæster. Daniel nåede i farten at forklare, hvordan de allerede har aftaler om hvordan de forholder sig, skulle der være besøg af mere seriøs karakter.

Han er glad. Han ser glad ud. Det fungerer og jeg glæder mig på hans vegne.

Hjemme gik der ikke længe, før møbler blev flyttet rundt, støv fjernet og vinduer pudset. Med mere end tre uger til at planlægge hvordan de nye kvadratmeter kan indgå i grundplanet, er der ikke meget overladt til tilfældighederne. Jeg ved præcis hvordan her skal se ud.

Nu er det desværre bare blevet så sent, at jeg ikke længere kan retfærdiggøre overfor underboerne at jeg slæber store møbler tværs over gulvet. Eller støvsuger bag allerede flyttede. Jeg må nok finde mig i at vente med at fortsætte til i morgen.

I stedet vil jeg indtage sofaen, der ret hurtigt fandt nye græsgange.