Bebiane spurgte hvor jeg har opskriften til kanelbollerne.
Det er svært at svare på, for jeg kan faktisk ikke huske det. Opskriften er et løsblad fra et eller andet samlesæt fra år tilbage. Hvordan jeg er kommet i besiddelse af det aner jeg ikke, men at det er blevet en fast tradition at bage dem, hver gange der er fødselsdag eller lignende her i familien ligger fast.
En enkelt gang prøvede jeg at bage noget andet, med et ramaskrig som resultat. Flere af gæsterne truede med aldrig at komme igen, hvis ikke straks jeg lovede at bage kanelsnegle efter lige denne opskrift næste gang, og næste gang.
Nu smager de jo faktisk ret godt, og selvom de ikke hører til i den lette ende og gerne sætter sig på sideben og baller, bager jeg dem gerne, hver gang der er lejlighed for det.
Ifølge opskriften hedder de Vegaboller, men herhjemme går de under navnet Kanelboller. Uanset hvad de hedder, vover jeg ophavsrettigheder, og giver jer opskriften:
ca 25 stk
25 gr gær
75 gr smør
3 dl mælk
½ tsk salt
½ dl sukker
1 tsk knust kardemomme
ca 450 gr hvedemel
Fyld:
150 gr stuetempereret smør
1½ dl sukker
kanel
Æg til pensling
Ekstra mel til udrulning
1. Gæren smuldres i en skål
2. Smelt smøret i en gryde over lav varme, tilsæt mælken og lad det blive ca 37 ° C varmt. Hæld blandingen over gæren og rør, til det er opløst.
3. Tilsæt salt, sukker, kardemomme og mel. Ælt til dejen godt. Dejen bliver temmelig klistret, min erfaring er, at jo mere klistret – jo bedre resultat. Drys mel over dejen og lad den hæve tildækket ca 30 minutter.
4. Rør ingredienserne til fyldet sammen.
5. Drys mel på bordet, hæld dejen ud på melet og drys eventuelt lidt mere mel på, dejen udrulles til en firkant ca 30 x 70 cm.
6. Smør fyldet på dejen og rul sammen til en til en roulade fra den lange side. Skær rullen i ca 3 cm brede stykker.
7. For at give den endelige åbne resultat, presses skaftet af en kniv eller tre fingre ned midt på stykket og den øverste del af rouladen presses sammen.
8. Læg sneglene på en plade med bagepapir og lad dem hæve tildækket ca 30 minutter.
9. Pensl med sammenpisket æg.
10. Kanelsneglene bages i en ca 200 ° C varm ovn i ca 10 minutter. Lad dem køle af på en rist, hvis ikke de når at blive spist….
God fornøjelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar