Dommen

Lidt bange for om jeg nu også ville nå op til flere skift i mit nye noget langsomme tempo, endte jeg med at stå midt på Enghavevej på samme klokkeslet, som Rejseplanen havde planlagt busafgang hjemmefra.

Helt uforberedt var jeg ikke, så ventetiden blev fordrevet i samarbejde med det irgrønne ærme. Lige før sidste aflukning blev der tid til mig og misundelse over strikkefærdigheder delt.

Knæet blev kigget ud, trykket på og vurderet. Jo det er helt normalt med spændinger, der vil sikkert komme flere. Bare op og ud og igang lød opskriften, gå og cykle i adstadigt tempo – ikke noget med at forcere Valby Bakke sådan lige med det samme.

Men – fik hun også indskudt – jeg skal huske på, at der ikke kun er rodet med minisken, der var også lige noget med en slimhinde og så irritationsvæv på bagsiden af knæskallen, hvilket betyder forventninger om mén mindst tre måneder frem.

Så jeg gik.. først hjem til Bedsteveninden, der havde the på kanden og gerne snakkede mens ærmet blev færdigt og det næste påbegyndt alt mens stuen fik mere og mere rang af stue efter nyindkøb, der krævede omrokeringer.

Hjemturen gik om biblioteket, centret og stofbutikken. Klokken blev mere end klippekortet kunne holde, og endnu en gang genoptræning sat i værk.

Hjemme er endnu en lilje sprunget ud og varmen har fundet vej, jeg finder propellen og en bog, puder der kan understøtte trætte led, og glæder mig til morgendagen og gensyn med kolleger, jeg ikke har set alt for længe.