søndag den 14. april 2024

Grønt spind

 

For godt trekvart år siden startede jeg mit hidtil største spind. Nu er jeg ved at se enden på det.



Jeg startede med sekshundrede gram grøn og grønlig uld, samlet siden jeg startede med at spinde. Tre forskellige farver, to hundrede gram af hver. Al ulden er fra Birthe P og Garngalleriet Mikrofarveri, og består af to forskellige uldtyper. 

Jeg har en lys, en mørk og en der går fra lys til mørk. 




Da jeg startede, var jeg i tvivl om jeg havde spoler nok. Om jeg kunne spinde det hele, inden jeg begynder at tvinde. Jeg vi helst spinde før jeg tvinder. Fordi jeg ikke ser mig selv som en spinder, der spinder fuldstændig ens fra start til slut, vil jeg gerne kunne tvinde det sidst spundne med det først spundne. Er der forskel, bør det udligne. 

Jeg var bare ikke sikker på om jeg har spoler nok. 

Jeg havde en teori om, at jeg skulle bruge fire spoler til hver farve, og så kunne det komme til at knibe. Jeg er endt med at bruge tre spoler til hver farve, så der er rigeligt. I hvert fald til at spinde. 




Nu er spørgsmålet om jeg har spoler nok til at tvinde, eller jeg må vikle noget af det tvundne garn af, inden det hele er færdigt. Måske må jeg erkende at jeg godt kan lide at gennemføre hver del af hele processen, før jeg går videre til den næste. 

Jeg er ikke helt sikker på hvor mange spoler jeg har. Jeg startede med de fire, der fulgte med rokken. Jeg har selv købt flere og jeg har fået nogle. Den ene er i øjeblikket fyldt med et tykt kommercielt garn, som Oscar bruger til at lege han spinder. Står det og falder med den spole, kan jeg overveje at pille det af. Det kan komme på igen. 

Jeg mangler at fylde to spoler med den sidste tredjedel af de sidste to farver. Jeg ender med ni spoler fyldt med tyndt spundet garn. Der er kommet flere til, siden jeg tog billederne. 

Hvor mange spoler der skal til, for at indeholde det tvundne garn, er jeg ikke sikker på. Tvundet garn fylder lidt mere end de spundne enkelttråde. 

Det er lige om lidt. En uge eller to. Vil jeg tro. At jeg skal tvinde. Jeg bliver altid hurtigere, når målet er inden for rækkevidde.




Og så venter jo også de næste projekter. Projekter som jeg er spændt på at komme i gang med, og som pænt venter. Jeg er nemlig monogam, når det kommer til at spinde - et projekt på rokken, et projekt på håndtenen. 

Og det på håndtenen holder ferie. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar