For nogle år siden dukkede scrucnhies op - igen!
Jeg var ikke med på ideen, der var alt for mange firservipes til mig. Emilie derimod.
Hun fik mig til at strikke en flok scrunchies til sig selv, og det tvist mod de hjemmesyede fra firserne gav mig alligevel lyst til at være med.
Altså endte jeg med at beslutte at strikke en scrunchie, hver gang jeg færdiggjorde en overdel. Af resterne. Det blev til to. En til mig, og en til Emilie.
Og så besluttede jeg at blive ved.
Det betød at sidste år strikkede jeg seks. To til Emilie og fire til mig - deraf kan udledes at jeg strikkede to trøjer til Emilie og fire til mig. Jeg strikkede faktisk fem overdele til mig selv, men der var ikke noget garn tilbage fra den femte.
De har ligget og ventet på at året var slut, så jeg kunne tage en flok fælles billeder af dem alle sammen.
Nu er det gjort, og de kan tages i brug.
Og matche.
Hvis vi husker det.
Design: Et enkelt er strikket efter opskrift. For størstedelen gælder at jeg har slået 70 masker op, enten strikket glat eller et mønster der passer til den ledsagende trøje og hæklet kanten sammen.
Garn: Drops Sky, Camarose Økologisk Hverdagsuld, Rauma Finull, Drops Melody, Drops Lace, Cleogarn Puff og Vildspire Økomerino.
Jeg har brugt alt fra 7 til 18 gram
Pinde: Jeg har brugt pinde der modsvarede de pinde jeg strikkede trøjerne i.
Det betyder 3, 3½, 4 og 4½ mm
Størrelse: Den mindste har en diameter på 13 cm, den største en diameter på 17 cm.
Det er lidt forskelligt om jeg har brugt en tyk hårelastik eller et stykke bukseelastik som elastik. Jeg hælder mod det sidste.
Bemærkninger:
Scrunchie nummer 1: Drops Sky, 70 masker, pind 4 mm.
Mønstret er en drejet rib, for at modsvare mønstret på ærmerne af Afra Sweater til Emilie.
Den er hæklet sammen med musetakker.
Scrunchie nummer 2: Camarose Økologisk Hverdagsuld, 70 masker, pind 4 mm.
Jeg synes den første var pæn, så jeg strikkede drejet ret igen, og lukkede af med musetakker.
Garnet er resterne af Manou.
Scrunchie nummer 3: Rauma Finull, 64 masker, pind 3,5 mm.
For at lave den lidt anderledes strikkede jeg Flæsescrunchie af Krakun Knitwear.
Garnet er resterne fra Kristtjørn Cardigan.
Scrunchie nummer 4: Drops Melody, 60 masker, pind 4,5.
Jeg havde netop strikket Victoriana til Emilie og fortsatte mønstret på hårpynten.
Den er lukket af med en omgang fastmasker.
Scrunchie nummer 5: Drops Lace og Cleo Puf holdt sammen, 70 masker, pind 4,5 mm.
Jeg har lavet en enkelt scrunchie med hulmønster. Det er jeg ikke så vild med, så når den skal passe til en Lovenote, bliver det helt enkelt, glatstrik og aflukning med fastmasker.
Scrunchie nummer 6: Vildspire Økomerino, 70 masker, pind 3 mm.
Igen skulle det være helt enkelt og passe til Farfalla Tee. Jeg strikkede glat og lukkede af med en muslingekant, for alligevel at få lidt ekstra.
Hvorfor den eer så stramt lukket af, ved jeg ikke.
Vil du se flere billeder af årets scrunchies, kan de ses på Ravelry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar