onsdag den 24. januar 2024

Halsklud

 

Gennem de sidste år, har jeg forsøgt at bruge af mit lagergarn. Der er jo en grund til jeg har det, og den grund er ikke alene at det skal ligge og isolere.

Det skal bruges og elskes og komme frem i lyset.



Min tilgang er oftest at jeg har et ønske om et stykke strik, og derefter tænker: Hvad mon jeg har liggende og kan det bruges?

Men hvad nu hvis jeg vender det om?  Hvad nu hvis jeg finder garn frem og beslutter at finde ud af hvad det skal blive til? Hvad nu hvis jeg ikke kan finde på  noget? Skal jeg så lægge garnet tilbage i kassen, eller skal det videre?

Det sidste tror jeg, der kan være flere meninger om.



Men tanken fik mig til at tænke på de to nøgler grøn tweed, jeg har haft liggende i mange, mange år. I sin tid fik jeg det sammen med en opskrift på en halsedisse med en mængde snoninger. Jeg kan godt lide snoninger men jeg fungerer ikke rigtigt med halsedisser. Eller høje halse. 

På en eller anden måde har jeg har været låst fast i den der opskrift. Som jeg ikke skal strikke. Så hvorfor kan jeg ikke finde ud af at bruge garnet til noget andet?

Meget mærkeligt.



Da jeg nu satte garnet i fokus, vidste jeg pludselig at det skulle blive til en lille halsklud. 

Det blev også til årets første opslag og første færdige projekt (næsten).

Og det varmer lige præcis som jeg havde forestiillet mig. 






Design: En halsklud stærkt inspireret af diverse retstrikkede små sjaler.



Garn: English Tweed fra Lana Gatto, farve 12942 eller grøn med nister i mange farver.

Garnet fik jeg i gave for mindst ti år siden, så vellagret er ikke helt forkert.

Der gik 96  gram til det lille sjal. Næsten alt hvad jeg havde.


Pinde: Jeg strikkede på en pind 5,5 mm


Størrelse: Jeg ar målt sjalet til et vingefang på 161 cm og en dybde på 26 cm.



Bemærkninger: Jeg brugte ikke en opskrift. Jeg slog 3 masker op, strikkede 3 masker Icord i begge sider, tog ud (og senere ind) på  hver 4, pind og blev ved med at tage ud til jeg nåede midten.

Jeg vejede de to nøgler og startede med det letteste. Jeg mente at så ville der være nok til at nå tilbage til udgangspunktet, når jeg rundede midten.

Jeg har allerede brugt det rigtig meget.


Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.




3 kommentarer:

  1. Det var godt, dit garn kom frem i lyset! Hvor er det flot med alle nisterne. Din tilgang lyder som en god måde at nedbringe lageret på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Conny, ja det var godt, også fordi garnet ligger der jo fordi jeg godt kan lide det. Så hvorfor bliver det ikke brugt? Mere fokus tak :)

      Slet
  2. Wauu, en lækker farve og “mønster”….

    SvarSlet