Spind på en søndag - Uge 3

 

Ugen  kort:

• Jeg tager stadig bussen til arbejde. Jeg satser på at kunne cykle i morgen.
• Uden cykel er det besværligt at komme rundt og hente ting på vej hjem. Jeg endte med at slæbe den foretrukne danskvand hjem og få Anders til at møde mig på halvvejen, så han også kunne få lov at slæbe. 
• Dagen efter gik jeg hjem og hentede cyklen og kørte efter mere. Der er nemlig ryddet på de større veje, og dem kunne jeg bruge.
• Ugen indeholdt en mængde møder. Jeg har været til lærermøde. Det er som udgangspunkt ikke meget anderledes end SFO-møde. Det  vidste jeg godt. 
• Vi nåede også et møde om undervisningen efter sammenlægning og deling, et teammøde og et møde med en flok konsulenter udefra, der i den grad virker som om de kan noget og var gode at spare med. 
• Daniel hentede selv Oscar, for jeg kunne ikke nå det med lærermøde og manglende cykel. 
• Jeg ringede til A-kassen for at finde ud af at flytte til lærernes. De ville ikke kendes ved mig til trods for at jeg altid har været medlem af den netop den A-kasse. Efter et øjebliks panik og et kig på posterne på budgetkontoen, viste det sig at jeg er medlem af en anden A-kasse. Alt er godt og jeg kan ikke lade være med at tænke at der må have været en overførsel, der er gået hen over hovedet på mig. 
• Det viste sig også at jeg indbetaler til efterløn - det er jo altid godt. Jeg tror bare jeg bliver i min A-kasse. Den er fin for nu. Nu jeg ved jeg har den. 
• Jeg har  meldt mig ind i Danmarks Lærerforening.
• Weekenden gik til Ebeltoft, med skønne timer sammen med skønne damer. 
• Vi var hjemme tidsnok til at tage billeder, inden det blev for mørkt.
• Jeg fik  meldinger om at jeg kan kalde mig influencer, og har fået en fjortenårig dreng, til at strikke karklude. Temmelig sejt, synes jeg.

Læse:

Karin  og Knutas har deres egne problemer, mens to drenge forsvinder og sætter alt andet på pause. 

Børn der forsvinder er altid ubehageligt, selv at læse om. Samtidig tager sagen en drejning i en endnu værre retning og på Gotlands Museum er et sværd forsvundet. 

Er det  måske havnet hos en samler. Og hvis det er, hvordan reagerer man så, hvis man er ansat på museet og pludselig står over for den viden?

Jeg ved ikke om det er det, der sker. Men jeg tror det.

Spinde:

Birthe P bød op til 100 dages håndspind på håndten. Jeg synes det var en god ide, og fik samtidig mulighed for at afprøve min nye ten. 

Den gamle har knækket krogen og kan ikke bruges. Jeg tror jeg kan reparere den, for den er jeg glad for. Den nye vejer lige et par gram mere, og det er åbenbart nok til at jeg blev ved med at tabe tenen når jeg spandt. 

Det tog mig et stykke tid at gennemskue. Med gennemskuelsen og en lille smule tykkere garn, kører det bare. Jeg må dog erkende at jeg får ikke spundet hver dag. Der er dage ind imellem, hvor jeg springer over.

Jeg tænker jeg lægger dagene til i den anden ende, og på en eller anden måde ender med at nå hundrede dage.

Jeg spinder rambouilet fra Birkefibre. Det har ligget og ventet på det rette projekt. Jeg har ingen planer i frohold til hvordan jeg gør. Jeg hiver 30-40 centimeter af uldbåndet, deler det i 2-3-4 i længden og spinder dem efter hinanden, uden skelen til farver eller andet.

Jeg tænker at tvinde det tre-trådet. Igen bare sådan lidt tilfældigt,