Legepladsleg

 

Tilbage mellem jul og nytår havde jeg god tid til at være sammen med Oscar.

En af dagene korte vi ud til Klubben for at fodre sneglene. Egentlig burde jeg have afleveret nøglerne, da jeg stoppede, men jeg havde brug for dem, og skolelederen havde det fint med at jeg beholdt dem lidt endnu. 

På en eller anden måde har det været vigtigt for mig stadig at have nøglerne, stadig at have en form for tilknytning til det sted, hvor jeg voksede op og lærte at jeg kan meget mere end jeg troede. Lærte at stå på egne ben og måske i virkeligheden også at turde tage springet og flytte hjemmefra.

Tilbage til sneglene. De var nemlig mit projekt. Og Lottes. Lotte er stadig på skolen, men ikke i Klubben. De tilbageværende medarbejdere havde ikke meget til overs for de forvoksede kryb og fik sagt noget i retning af, at de komme til at mangle både mad og drikke. 

Det kunne hverken Lotte eller jeg leve med. Lotte lovede på stedet at tage sig af både Bob og Olga, hun kommer alligevel regelmæssigt og laver kaffe i Klubben. Jeg lovede at hjælpe hen over jul, for det kunne være svært at overskue alene.

Altså kørte Oscar og jeg ud til sneglene. Her var det godt at have nøglerne, så vi kunne komme ind. Det tog ikke lang tid at fodre, rense og sørge for væske. Langt længere tid tog det, at undersøge alle tre legepladser på skolens område.

Vi havde god tid, så barnet fik lov at bruge al den tid han havde brug for. 

På den lille legeplads ved SFOI kunne han kravle i stativet. Det blev hurtigt kedeligt og vi fortsatte til sandkassen der mangler sand, men fint fungerede som svømmebassin. Han kunne også lave spændende ting at spise og drikke, som jeg kunne købe gennem lugerne i de små huse, der står ved sandkassen. 

Jeg fik både milkshake og pandekager og kunne sagtens spise mere, for det fyldte ikke ret meget - sagde barnet. Han sprang i og løb rundt i sandet, kravlede og havde en fest.

Ved den store legeplads, var det lige ved at være for meget af det gode. Balancebomme, tovværk og den store rutsjebane, der er svær at komme op til, var lige ved at tage pippet fra ham. Heldigvis kunne han få hjælp, og kan man ikke komme op fra den ene side, kan det være den anden side duer.

Til sidst kørte vi hjem.

Og mens jeg stadig har nøglerne liggende, slog det mig i løbet af ugen der er gået, at jeg har sluppet det. Jeg er kommet videre, jeg har ikke længere brug for dem.

Det er en god fornemmelse.

Også lidt mærkelig.