onsdag den 3. januar 2024

Nytårsaften

 

Blandt Oscars bedsteforældre er planen, at den en halvdel har ham (og hans forældre) juleaften, den anden halvdel (uden forældre) nytårsaften, og så bytter vi året efter.  Det er nærmest som en skilsmisse, men alle er glade.,,,

I år holdt den lille familie jul sammen med Amalies forældre og vi fik fornøjelsen hen over nytåret. 




Vi brugte aftenen på at spille spil, lege, hygge. Den første gang i evigheder jeg ikke så Dronningens nytårstale, faldt en bombe - det opdagede jeg ikke. 

I stedet spiste vi efter barnets ønsker - fiskefrikadeller,  pasta og is. Isen ventede vi med, til vi iført  sikkerhedsbriller havde været ude og kaste knaldperler og fyre næsten alt det børnekrudt af, som Anders havde investeret i. Vi endte med at vente med det sidste til nytårsdag. 

Med i pakken var også et lille springvand, som Oscar heldigvis synes var rigtig fint. Ikke så fint som de store blomster andre fyrede af. Men det kunne gå an. 



Dagens sjoveste leg var rokken. Han er blevet rigtig god til at få hjulet til at snurre og snurre ved fodkraft. Nu fik han en spole med tykt garn på, som kunne køres på og køres af. Han brugte lang tid på legen og jeg tænker at spolen med det tykke garn, hellere må ligge og vente til næste gang han kommer, for han har meddelt at han gerne vil lave garn igen en anden gang.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar