Skógafoss

 

Sagaen om Island er slet ikke slut. 

Vi er nået til Torsdag, vi er på vej tilbage mod Vik i Mýrdal og har været på Lavacentret, som ikke bød på billeder. Lavacentret er et lille museum med nogle ret flotte film og interaktive installationer, der blandt andet giver et indblik i hvordan land vibrerer alt efter om kontinentalplader skurrer mod eller med hinanden.

 

 

Cirka halvvejs mellem Lavacentret og Vik i Mýrdal mødte vi Skógafoss. Endnu et af de utallige vandfald Island er fyld af. Der er noget dragende over voldsomheden i vandet der fosser ud over klippene langt oppe. 

Vandfaldet her viste sig anderledes end de andre vi havde mødt, ved at ende i en stille flod eller elv, der fra fossens voldsomhed meget hurtigt blev helt stille og langsomt strømmede mod havet. Det var både kontrastfyldt, smukt og en lille smule kedeligt i forhold til de meget store og voldsomme fald vi ellers havde set.

Det er ikke helt fair at sige kedeligt, men det er det bedste jeg kan komme op med. 

 

 

Faldet kaldes et af Islands smukkeste, og får sit indhold fra gletsjeren på Eyjafjallajökull. Jeg er ikke sikker på jeg synes det var det smukkeste fald vi så. Senere samme dag kom vi forbi endnu et af de meget høje fald - Seljalandsfoss - som for mig var langt smukkere. Jeg tænker at det ikke kun handler om selve faldet, men også omgivelserne.

 

 

Området omkring Skógafoss virkede på mig meget gråt. Jeg tror måske det var det, der betød at jeg ikke var rigtig imponeret. På den anden side, var jeg imponeret over så meget andet.

Og jo - det var smukt. Men det er vandfald altid.