fredag den 31. december 2021

Horne Strømper


Mens jeg venter på at klokken slår 12, er det vist på tide at få præsenteret årets sidste par strømper. Vi har Oscar på besøg, så dagen og aftenen har været helt nede i gear, vi har spist pasta og Oscar hjalp med at lave chokolademousse, som det viste sig, han rigtig godt kan lide. 



Han er til gengæld ikke vild med fyrværkeri. I hvert fald ikke ude. Men fra vindueskarmen ser han glad og gerne på de mange fine stjerne, der folder sig ud på himlen. Derfor har han ekstraordinært i dag fået lov at sidde på en pude på spisebordet og kigge ud. 

Han har brugt noget tid på det seneste med at se videoer på youtube af mænd, der fylder spande eller store bøtter med sodavand og mentos, med kæmpe springvand til følge. 

Altså har vi været ude med en halv liter sukkerfri cola (det skal være sukkerfri) og fire mentos limet sammen. Det synes han var sjovt, selvom vores springvand ikke blev helt så voldsomt som på youtube. Da vi var ude, fik vi afprøvet knaldperler. Det synes han var sjovt, men ville gerne ind igen. 

Jeg har lovet vi fortsætter i morgen. I dagslys. Jeg tænker det er mindre farligt. 



Tilbage til strømperne. Jeg var stadig i gang med sidste måneds strømper, og havde derfor tænkt mig at springe over. Men så fik jeg købt noget garn, der egentlig var tænkt til et andet projekt, men farver på en skærm...

Mens jeg kiggede på fejlkøbet og var i tvivl om hvad jeg skulle med det, siger Emilie: Kan du ikke barre strikke et par strømper til Rie. Hun bliver glad, uanset hvordan de ser ud. 

Og dermed er det vist på plads - kommer jeg i besiddelse af strømpegarn, jeg ikke kan se mig selv i, er der strømper til Rie.

Jeg pakkede dem ind til hende som julegave. Der er kommet lykkelige tilkendegivelser tilbage.







Design: Horne Strømper af Maja Bertz.


Garn: Happy Sheep Magic Sock Wool. 

Farven hedder Summer, og jeg brugte 71 gram. 


Pinde: 2,25 Addi Lace 80 cm rundpind magic loop.


Størrelse: 64 masker, fod passende en størrelse 39.



Bemærkninger: Jeg flyttede en maske fra forsiden af benet (senere foden) til bagsiden (senere undersiden) for at få symmetri.

Igen for symmetrien vendte jeg maskerne i de masker der skulle strikkes drejet ret sammen, så de ikke fik drejningen med. Det virker inde i mit hoved.

For at undgå en hel masse glatstrik, strikkede jeg en 3:1 rib over de masker der ikke indgik i mønstret. Også det synes jeg virkede ret fint.

Jeg glemte at læse anvisningerne for hæl og tå, og gjorde bare som jeg plejer. 


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar